Da Orchestra gik i luften i starten af 2013, skete det med en aggressiv udmelding over for konkurrenterne omkring transparens i medieindkøbet. Siden har man ikke talt meget om dette forhold, og spørgsmålet er, om bureauet troede, der var mere i budskabet, end der var.
Men omtale fik man, og noget tyder på, at omtalen har givet resultat. I hvert fald hvis man kigger på det kendskab, som Orchestra har opnået på under et år.
Bureauet er ikke som sådan med i den årlige MyImage analyse, der produceres af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz. Det er Orchestra for ungt til.
Men MyResearch har spurgt til kendskabet, og Orchestra har opnået et totalt kendskab på 29 pct.
“Det kvalificerede kendskab er godt nok mere begrænset, men Orchestra er faktisk lykkedes at komme på niveau med mere etablerede bureau-navne, og det må siges at være ganske godt gået på under et år. Nu er udfordringen selvfølgelig at udbygge det kvalificerede kendskab, men fundamentet er etableret,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch.
Hos Orchestra siger adm. direktør, Ulrik Drejsig, til analysen:
”Vi er utrolig stolte af, at kendskabet er så højt på så relativt kort tid. Men mindst lige så stolt er jeg over, at Orchestra kommer ind som nr. 2 i kundetilfredshed blandt mediabureauerne. Vi er i dén grad motiverede for at fortsætte i sporet i 2014, som allerede er begyndt godt for os.”
Analysen bygger på 556 besvarelser blandt danske annoncører, og det er således den største danske analyse blandt marketingansvarlige. Data er indsamlet i oktober, og Orchestra blev lanceret i februar.
2013 bød på to andre start-ups inden for mediabureauverdenen – Blackwood og Tre Kronor. De er gået mere stille til værks, og det kan ses på kendskabet, som ligger noget lavere end Orchestra.
MyResearch har som noget nyt også spurgt til kendskab til de store mediabureaugrupper, der rummer de brands, som indgår i imageanalysen. Resultatet viser ikke overraskende et kendskab, der er noget lavere end de brands, der optræder i markedet.
“Men på de største er kendskabet faktisk højere, end man egentlig skulle tro, når man tager i betragtning, at det primært er de underliggende brands, der er synlige i markedet” siger Mogens Østergaard.
Aegis og Ominicom ligger side om side på totalt kendskab – men kigger man på det kvalificerede kendskab, så ligger Aegis og GroupM i front.
MyImage er udført af MyResearch. 556 marketingansvarlige har svaret. Det er en svarprocent på 21. Den største gruppe blandt respondenterne udgøres af marketingdir./chef mens de næststørste udgøres af Brand/Category manager samt adm. dir/CEO. Den samlede image-score bygger på to overordnede parametre: BrandStrength, der bygger på kendskab til bureauet, lysten til at invitere bureauet til pitch og momentum, som er lysten til at invitere til pitch fratrukket egne kunder. BrandPosition, der bygger på i hvilket omfang annoncører mener ni image udsagn passer på bureauet. Du kan læse mere om analysen og bestille rapporterne på www.myimage.biz.