Økonomisk er der ikke tale om de store udsving på top og bundlinje hos de to Aarhus-bureauer, Aarhuskontoret og Aros Kommunikation. Men det betyder ikke, at året har været kedeligt.
Faktisk taler Aarhuskontorets adm. dir. Anders Tranæs om at 2014 har været sjovere i hverdagen.
“Tidligere år har vi kæmpet hårdere for opgaverne. I 2014 er vi lykkedes med at få et flow af kunder og opgaver i en langt bedre rytme, som gør, at der har været meget bedre tid til at fokusere på opgavernes løsning. Det er godt for kunderne, og det er godt for hverdagen. Den har været sjovere,” siger Anders Tranæs.
Hos Aros har nogle hårde år smittet af på de gennemsnitlige personaleomkostninger, men nu er man tilbage på et normalt niveau efter en stigning på 36,6 pct. Så på den led kan man vel også sige, at hverdagen er blevet sjovere.
“Vores bundlinje falder lidt som følge af primært to årsager: Vi har normaliseret lønningerne, og så havde vi et magert efterår. Til gengæld var salget rigtig godt i efteråret, og det betyder, at vi er kommet flyvende ind i det nye år. Vi har været meget ambitiøse i budgetterne, men har alligevel klaret os bedre end det, og vi har aldrig før haft et så godt 1. kvartal,” siger adm. dir. Jens Hansen.
Oplevelsen af 2014 smitter også af på Aarhuskontorets tilgang til ambitionerne.
“Vi vil klar gerne være større, men det skal helst ske på en måde, så vi kan holde fokus på opgaverne. Vi undgår f.eks. helst at deltage i bureaukonkurrencer,” siger Anders Tranæs.
Nøgletal for Aarhuskontoret
- Bruttoavance 7,5 mio. kr. -1,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 833.333 kr. -1,3 pct.
- Lønandel 69,7 (70,7)
- Resultat af primær drift +0,781 mio. kr. +25,4 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Aros Kommunikation
- Bruttoavance 6,282 mio. kr. +6,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 698.000 kr. +30,1 pct.
- Lønandel 76,5 (72,8)
- Resultat af primær drift +0,249 mio. kr. -16,4 pct.