Årets kedeligste opgave nærmer sig. Årsrapporten. Kan du mærke, hvordan livskraften siver ud af dig bare ved tanken? Alt det arbejde, du skal lægge i den. Alle de mennesker, der aldrig kommer til at læse den. Aldrig. Mest af alt, fordi den er så helt utroligt kedelig. Men sådan behøver det ikke at være. Og det er der flere, der har opdaget.
Gør din årsrapport levende
De seneste år er der dukket flere originale bud på årsrapporter op. Fx udgav ALSO deres årsrapport for 2016 som en VR-oplevelse, hvor aktionærerne fik tilsendt årsrapporten som VR-briller og en app. Sættet gav bl.a. adgang til 360 graders-videoer af partnere, ansatte og kunder, og årets resultater blev præsenteret som augmented reality. Men mindre kan også gøre det. Så måske er 2018 året, hvor du gør din årsrapport digital og giver din målgruppe en på opleveren i stedet for at kede dem ihjel?
På med VR-brillen og gå på opdagelse i årsrapporten. Papirårsrapporter er så 2015.

Den gode gamle årsrapport i papirform vækker mindelser om tunge akademiske pligttekster fra studietiden. Man skal være mere end almindeligt motiveret for at give sig i kast med den.

Der er masser af muligheder for at gøre din årsrapport visuel og indbydende. Også selvom du ikke sælger sexede produkter som elbiler.
Digitale årsrapporter giver dig en eftertragtet mulighed for at skabe en relation til din målgruppe. Men det kræver, at du fortæller den store historie om året, der er gået. Hvem er I? Hvad er jeres formål? Eller hvis vi skal svinge os på de helt store nagler: Hvordan bidrager I til at skabe en bedre verden?
Det er efterhånden et gennemgnasket faktum, at forbrugere er mere tilbøjelige til at engagere sig med (forblive loyale over for) brands og organisationer, der støtter en god sag, skaber følelsesmæssigt engagement eller identifikation. Årsrapporten er et glimrende sted at udrulle jeres formål. Men sørg for, at der er hold i jeres ord, og det stemmer overens med jeres kerneforretning. Nutidens forbrugere er lynhurtige til at gennemskue, hvis du vasker dit brand i gode intentioner.
Genbrug, og generér indhold
At digitalisere din årsrapport er ikke ensbetydende med, at du skal investere i en masse ekstra indholdsproduktion. Hvis du planlægger din indholdsproduktion i løbet af året, kan du genbruge en stor del til din årsrapport. Ligesom årsrapporten giver dig mulighed for at generere indhold, som du kan versionere til dine forskellige SoMe-platforme. Win-win.
Slank økonomien, og rid med på den grønne(re) bølge
Når du skrotter paiprudgaven af din årsrapport, kan du lave solide besparelser på tryk og distribuering. Samtidig undgår du spild og bidrager til en mere bæredygtig løsning. Det er ikke bare godt for CSR-profilen. Det er ren og skær sund fornuft.
Få den data, du sukker efter
Vil du vide, hvem der læser med? Og hvad de læser? Du kan jo gætte dig frem. Eller du kan høste den data, du har brug for. Det sidste er heldigvis muligt, når du digitaliserer.
Sidst, men ikke mindst har du mulighed for at markere dig som digital bannerfører. En hurtig stikprøve viser nemlig, at de fleste stadig gør, som de plejer. De gode eksempler er relativt få, men blandt danske organisationer markerer Danish Crown, PKA og NovoZymes sig positivt. Og af uransagelige årsager er alle de bedste eksempler, jeg har kunnet finde, fra 2016. Måske var det årsrapporternes guldalder?
De gode eksempler på digitale årsrapporter
Kan du stadig ikke helt forestille dig, hvordan en sexet årsrapport ser ud? Så har jeg fundet to strålende eksempler til dig: et dansk og et amerikansk.

Jyske Bank går lige på med en ferm tilbagevisning af rygterne om CEO Anders Dams snarlige pension. Screenshot fra Jyske Banks årsrapport.

Mailchimps årsrapport er fuld af effekter og visuelt overskud.
Gav de digitale årsrapporter dig blod på tanden? Så lær af de bedste. Her 5 gode råd, som de bedste digitale årsrapporter følger:
Du kan ikke forvente, at din målgruppe er lige så interesseret i din organisation, som du selv er. Derfor er du nødt til at få det til at handle om din målgruppe. Hvorfor skal de interessere sig for jeres år, der gik? Hvad betyder det for dem? Få det til at handle om mennesker. Det gør de bedste årsrapporter.
Indbyd din målgruppe til at gå på opdagelse i din organisation. Gør dem nysgerrige, og lad dem stykke deres egen fortælling sammen. Leg med kronologien, og læg op til, at de enkelte emner kan aktiveres og udfoldes uafhængigt, men tag gerne din målgruppe i hånden med en klar tematisk overlægger. Danish Crown har fx arbejdet med temaet “Det gode måltid”, mens Kickstarters årsrapport for 2016 var en hyldest til deres mange investorer.
Hvis din årsrapport skal engagere din målgruppe, skal den ikke bare fodre din målgruppe med information, men også underholde dem, måske endda bevæge dem. Så gå på jagt i organisationen: Hvilke spændende, rørende eller overraskende historier ligger I inde med? Hvordan kan I folde dem ud gennem lyd, animation og video? Jeres år, der gik, er meget mere end tal.
De bedste årsrapporter formidler stoffet klart og lettilgængeligt. De tør prioritere, vælge fra og fortælle den enkle, men fokuserede fortælling om deres organisation. Utroligt nok er det ofte sværere at skrive korte og præcise tekster, men der er ingen vej udenom. Less is more, særligt når det kommer til tekstelementer.
Kommunikation fungerer nu engang bedst, når man kan mærke, at der er mennesker bag. Og hvis I vil skabe en relation til jeres målgruppe, kræver det, at I investerer jer selv og sætter noget på spil. Så find ud af, hvilken stemme jeres organisation eller brand har. Det er muligt at være professionel og personlig på samme tid.