Der er ikke meget hype over færger, og slet ikke over at få mobilforbindelsen afbrudt en håndfuld gange af først højtalermeddelelser og siden manglende signal.
Men hype er netop, hvad Ulrich Scheibelein vil tilføre Adidas. Han er mærkets nye brand marketing og PR-manager - og beretter, upåvirket af afbrydelserne, ude fra havet:
“Vi skal føje erfaringerne fra mode- og livsstil til forbrugernes opfattelse af Adidas som et godt, solidt sportsmærke. Den hype skal komme fra social marketing og events, snarere end den traditionelle måde at introducere nye produkter, hvor vi booker annoncer og udsender pressemeddelelser til de sædvanlige medier”.
Ulrich Scheibelein har i tre år arbejdet med salg og PR for Adidas Originals, og har forinden været butikschef og indkøber for Stig-P og ParisTexas. Adidas’ kommunikation i Danmark har før været styret 100 pct. fra Stockholm, men med den nyoprettede stilling skal Ulrich Scheibelein styrke den lokale synlighed – og kreativitet.
“Vi skal ikke så på, hvad vi gjorde før – det har fungeret helt fint, men vi skal være fremadrettede og via nye medier og kommunikationsplatforme se på, hvordan vi kan brande Adidas mere kreativt over for de 15-25 årige”, siger Ulrich Scheibelein.
Måske dækker kreativiteten også evnen til at få flest mulige km-pr.-liter i et budget. General manager for Adidas i Norden, Henrik Bunge, fremhæver for i en pressemeddelelse Ulrich Scheibeleins talent for at “skabe kontakt til vores målgrupper med få ressourcer”.