Adskillige bureauer vil løbe for velgørenhed

Peter Engholm
25@mail.dk

Et nyt velgørenhedsløb, You Run, finder sted om kort tid i København – og konceptet har vist sig at have et vist tag i bureauer.

Fire velgørende organisationer – Folkekirkens Nødhjælp, Kræftens Bekæmpelse, Læger uden Grænser og Scleroseforeningen – kan drage nytte af løberes indsamling, når You Run har premiere i København den 3. maj.

Hver deltager får sin egen løbeside og indsamling, og foreløbig har ca. 135 hold tilmeldt sig. 20-30 af holdene er virksomheder, og en god bid af firma-holdene er bureauer. Foreløbig har disse syv bureauer meldt sig: 

Gorm Larsen & Zornig, MediaCom, PHD, Plant, Responsive, Think!Digital og Yellow.

Hos Gorm Larsen & Zornig erstatter You Run den årlige deltagelse i DHL- stafetten.

”For det første er det en god idé. Dem vil vi gerne støtte og være en del af. For det andet giver det en ny referenceramme i det daglige for dem, der deltager. Det støtter vores egen idékultur i virksomheden,” siger Karsten Koed, managing partner hos Gorm Larsen & Zornig.

Han tilføjer:

”Det rammer ned i den internationale tendens med individuel kollektivisme. Vi er alle fokuseret på selvrealiseringsprojektet, men søger stadig og savner kollektivet. Det her løb giver mulighed for at kombinere de to behov.”

Velgørenhedsløbet har også hentet inspiration fra lignende løb i New York og London. Distancen på et kvart- eller halvmaraton kan tilbagelægges i flok. Ruten med Københavns Inderhavn som arena er udvalgt med fokus på både optimale tider og flotte omgivelser.