Advance laver interaktivt undervisningsmateriale sammen med Røde Kors

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med en prisbelønnet instruktør står Advance bag undervisningsprogram, der skal hjælpe unge til at blive trygge ved førstehjælp. Se filmene her.

Røde Kors står sammen med Advance bag et nyt undervisningsprogram rettet mod elever i 7. – 9. klasse og på efterskoler, som skal gøre dem trygge ved at yde førstehjælp.

Mod til at handle‘ hedder undervisningstilbuddet, som er digitalt og interaktivt, og hvor Advance benytter sig af “engagerende, realistiske, filmiske greb samt elementer fra spiluniverser for at skabe handlekraft blandt de unge i udskolingen”.

“Filmene er ikke et kursus i førstehjælp, men et supplement, der skal motivere til handling ved en ulykke og vække lysten til at gå videre med et reelt førstehjælpskursus,” siger Morten Schwarz Lausten, der bl.a. er ansvarlig for Røde Kors Skoletjeneste.

Indsigten fra Advance’ side har været at kigge på, hvad der fænger de unge kombineret med kreative, digitale kompetencer og forståelse for kundens opgave og den faglighed, siger Co-CEO i Advance, Camilla Grove Pelle, og hun uddyber:

“Vores opgave har ikke alene været at skabe et univers, som teenagere kan relatere til og som visuelt og følelsesmæssigt fanger dem. Som altid er det super vigtigt at engagere målgruppen, men hér vil også bringe dem i kontrol. Det gør vi med en løsning, hvor de unge står midt i alle dilemmaerne ved en ulykke og selv skal træffe valgene. Vores børn skal klædes på til at handle, hvis de en dag oplever, at deres bedste ven falder om. Præcis det som hele Danmark var vidne til omkring herrelandsholdspilleren Christian Eriksens kollaps sidste år.”

Det komplette materiale består af tre interaktive film og en landing page, der integrerer lærervejledning og oplæg til diskussioner, spørgsmål og øvelser. Der er udviklet forskellige annoncer, som kører i medier målrettet skolelærere samt SoMe Opslag.

Filmene er produceret af U Itch I Scratch og instrueret af Emil Dam Seidel , som var eneste dansker, der modtog filmtalentet i år Young Director Award for netop de tre film i Mod Til At Handle. Prisen var en såkaldt Silver Screen, og den faldt i kategorien ’Online Branded Film’ i Cannes.