Agnes Cupcakes indgår nu som en aktiv medspiller i en ny kampagne for HK. Og skulle man være i tvivl om, hvor usædvanligt, det er, skal man blot søge tilbage til medierne i november og december.
Her lå Agnes Cupcakes og HK i en bitter strid, hvor HK beskyldte Agnes for at behandle sine unge ansatte ualmindeligt dårligt. “En slavekontrakt” var blandt de beskyldninger, firmaet blev udsat for, og den adm. dir. Kristian Vangsgaard gjorde sig bemærket med uheldige udtalelser.
Men i december indgik man en overenskomst med HK, og nu har fagforeningen så indgået et samarbejde med Agnes Cupcakes i en kampagne for bedre vilkår til unge i fritidsjob.
Det er ikke en kampagne med det store medietryk – det er selve begivenheden, der skal generere omtale og dialog med de unge, som kan sende en voucher på en “Jobcake” til en der har brug for bedre arbejdsvilkår. Bl.a. via Facebook.
Det er Advance, der har bragt de to tidligere modpoler sammen.
“Vores brief fra HK Handel var at lave en kampagne til unge omkring deres rettigheder i fritidsjobs baseret på den seneste tids sager om unges vilkår i pressen. Det er et emne som normalt ikke har de unges store bevågenhed, og derfor fandt vi også hurtigt frem til at vi måtte have en løftestang til at nå de unge,” siger kontaktchef Mette Hørdum, Advance, og fortsætter:
“Det er meget svært at italesætte en fagforening over for de unge. Men de forstår, hvad Agnes Cupcakes er, og HK får derfor mulighed for at lægge sig op af et luksusbrand, som tiltaler de unge. Samtidig skaber HK en markedsføring af Agnes Cupcakes, der får både en blåstempling samt øget trafik og markedsføring gennem en sampling. Vi ser det som en ren win-win.”
HK beskriver baggrunden for kampagnen med, at “nye tal viser en klar overvægt af sager, hvor det er unge, der får overtrådt deres rettigheder. Underbetaling, krav om at gå syg på arbejde eller selv finde en afløser under sygdom og behandling som andenrangs medarbejdere er efterhånden blevet hverdagssituationer for fritidsjobbere i Danmark.”
HK konstaterer desuden, at netop nystartede iværksættervirksomheder som Agnes Cupcakes og unge medarbejdere, der aldrig har haft et job før, kan være en vanskelig cocktail på fritidsjob-markedet.
Men selvom det ikke er mange måneder siden, at HK og Agnes Cupcakes lå i en bitter strid, så lyder der nu forsonende ord fra formanden for HK Handel, Jørgen Hoppe.
“Mange iværksættervirksomheder kommer galt af sted med reglerne for deres ansattes arbejdsvilkår, da de ganske enkelt ikke har kendskab til dem. Før i tiden ville vi gå ud og vride armen om på dem, men vi har erfaret, at mange iværksættere ikke gør det af ond vilje, men på grund af ren og skær uvidenhed,” siger Jørgen Hoppe og fortsætter:
“Men iværksættere er afgørende for at få gang i hjulene i Danmark igen, og derfor prøver vi nu at indgå samarbejde med virksomhederne og hjælpe dem på rette kurs, frem for at straffe dem hårdt for deres fejl.”
Hos Business.dk ser kreativ direktør Lasse Meldgaard Bloch fra Geelmuyden.Kiese det som en kampagne for Agnes Cupcakes og ikke for HK. Han mener på det grundlag, at det er for tidligt med en charmeoffensiv.
“Risikoen er, at det ikke virker oprigtigt. At det er noget de gør for at genvinde tillid, og ikke fordi de har opdaget, at de har været på galt spor. Det er i sidste ende forbrugeren, der vil afgøre det, men når man har været i spotlightet, hvor man har lav troværdighed og høj synlighed, så er det næsten umuligt at komme ud af det. Derfor råder vi altid til, at man træder ud ad scenen, opbygger sin troværdighed på ny og først da træder ind igen,” siger han til Berlingske Business.