Uforudsigelighed er blevet et begreb, som præger bureauverdenen. Kunderne forlader ikke nødvendigvis deres bureau, men projekter kommer og går, så det kan være svært at dimensionere bureauet.
Det gælder også Advance, som efter en række gode år måtte notere tilbagegang i 2013.
Men for Advance er uforudsigeligheden ikke et konjunktur-spørgsmål. Det er et begreb som man som bureau skal lære at operere under fremadrettet.
“Derfor har vi valgt at indrette os lidt anderledes. Grundlæggende er vi fortsat et full-service bureau, men vi skal være mere fleksible i vores drift – både i forhold til kapacitets-omkostninger og i forhold til de kompetencer, som der er brug for at inddrage. Derfor har vi skåret lidt til og i stedet satset mere på at inddrage free-lancere og underleverandører efter behov,” siger adm. dir. Jens Krog og illustrerer uforudsigeligheden med, at kunder kan stige og falde med mere end 50 pct. fra år til år.
Konkret blev der barberet ca. 8 mio. kr. af Advances bruttoavance, mens der forsvandt lidt mere end 1 mio. fra bundlinjen. Og så kunne det endda være gået meget værre, hvis ikke regnskabsåret var sluttet godt.
”Det er utrolig glædeligt, at vi lavede en fin slutspurt, så vores sidste kvartal var markant bedre end året før, hvilket reelt reddede året,” siger Jens krog og fortsætter:
“Og den tendens er fortsat ind i det nye regnskabsår, hvor 1. kvartal var rekordstort. Og med et lavere omkostningsniveau og gang i stort set alle kunder, ser vi betydeligt mere optimistisk på det kommende år, som dog næppe byder på massiv vækst, men i hvert fald en kraftig forbedring af rentabiliteten.”
Jens Krog glæder sig samtidig over, at Advance i slutningen af 2013 kunne høste en Effectiveness Award for arbejde for Q8.
”Effekten af vores arbejde – både den kortsigtede og den langsigtede – er afgørende for vores evne til at fastholde og tiltrække nye kunder. Så det at kunne dokumentere effekt i et trængt detailmarked (Q8), er en bekræftelse på, at vi gør noget rigtigt”, siger Jens Krog.
Nøgletal for Advance
- Bruttoavance 58,982 mio. kr. – 13 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 921.594 kr. -0,7 pct.
- Lønandel 73,6 (71,9)
- Resultat af primær drift +2,95mio. kr. -31,6 pct.
Advance beskæftiger nu knap 60 medarbejdere og blandt kunderne finder man virksomheder som Coloplast, Johnson&Johnson, Lego, Takeda, Quaker, Top-Toy, Øresundsbron, CO-RO Foods, Widex, Q8, Legoland og Triumph.