Advice bag humoristisk kampagne for Unicef

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Humor har erstattet katastrofer i en ny kampagne fra Unicef. Katastrofekommunikationen virker nemlig ikke på den lange bane, lyder det fra Rikke Kristine Østergaard, director i Advice, som står bag kampagnen.

Fra stuen, badet, på motionscyklen og midt i mødet på kontoret lyder kaldet. Det er danskere, der reagerer på behovet for hjælp i et af verdens brændpunkter. 

Kaldet er omdrejningspunktet i en kampagne fra Unicef, der skal hylde de mere end 75.000 danske støtter, NGO’en i dag har. 

Tonen er humoristisk, hvilket står i skarp kontrast til tidligere kampagner fra Unicef – og mere generelt fra NGO’er – hvor fokus er på selve den katastrofe, der kalder på akut hjælp. Håbet er, at man kan omsætte det at være fast støtte som et kald ved ikke kun at fokusere på de nødstedte, men på det fællesskab, der er blandt de faste støtter i Danmark. 

Strategi, kreativt koncept og produktion af filmen er udviklet af Advice og filmen er instrueret af Bertil Vorre (New Land), der blandt andet er hjernen bag en lang række af Benjamin Havs musikvideoer.

”Unicef er, ligesom de fleste andre NGO’er, fokuserede på at rekruttere nye støtter og fastholde de eksisterende. Det har desværre også resulteret i en intens taktisk kommunikation og et stort fokus på katastroferne. Det virker på den korte bane, men på lang sigt er det svært for støtterne at se, hvordan deres bidrag faktisk gør en forskel og så mister de troen på værdien af den faste støtte. Det er katastrofalt for Unicef, men også alle andre NGO’er” siger Rikke Kristine Østergaard, director i Advice og strategisk ansvarlig for kampagne, i en pressemeddelelse.

At Unicef har valgt en ny retning i kommunikationen, skyldes ifølge kampagnechef i Unicef Danmark, Kristina Rasmussen, at det er blevet sværere og sværere at overbevise danskerne om, at de skal støtte NGO’er. 

“Vi bliver derfor nødt til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt, hvis vi skal fange danskernes opmærksomhed, og det må man sige, vi gør nu,” siger hun og fortsætter: 

”Man skal jo råbe højt for at blive hørt og her gør vi det på en relevant og humoristisk måde. Vi ved godt, det er utraditionelt, men samtidig er vi overbevist om, at vi ikke kan forsætte ned af det samme spor som tidligere. Med den her indsats håber vi at bane vejen for en ny form for NGO-kommunikation – samtidigt med, at vi viser danskerne, at de kan gøre en forskel.”

Kampagnen lancerede i går og kører på tværs af TV, bio, radio og digitale medier. 

Se kampagnefilmen her