Advice partner stopper

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Jens Christiansen ved endnu ikke hvad han skal beskæftige sig med fremover.

Tidl partisekretær for Socialdemokratiet, Jens Christiansen købte sig ind i Advice i 2006 sammen med to andre partnere. Nu stopper han uden at have planer for, hvad han så skal.

For 9 år siden købte Jens Christiansen sig ind i Advice sammen med Ralf Lodberg og Espen Højlund, hvor de tilsammen blev majoritetsejere.

Dengang var der omkring 30 medarbejdere. I dag er der godt 100 medarbejdere og partnerne er blevet udvidet til 9.

Nu holder Jens Christiansen, der er tidligere partisekretær for Socialdemokratiet og tidligere DSU-formand op. Og sælger samtidig sin ejer-andel.

Hos Advice er man forstående overfor Jens Christiansens valg.

“Vi er kede af, at må sige farvel til Jens, særligt efter den vilde rejse vi har været på sammen. Omvendt, synes jeg, det er stærkt, at vi kan håndtere, når selv tætte kollegaer har planer der rækker ud over Advice – især når man som Jens har haft 9 gode år. Vi ønsker Jens alt mulig held og lykke med de nye eventyr”, siger CCO og partner, Ralf Lodberg.

På spørgsmålet om, hvad der skal ske med Jens Christiansens aktier svarer Ralf Lodberg:

“Det er virksomheden, der opkøber Jens’ aktieandel, og det betyder, at vi jo nu har en pulje til optag af nye partnere. Her er har vi en meget struktureret proces for hvordan sådan noget sker.”

Alt er åbent

Jens Christiansen har endnu ingen faste planer om, hvad han skal.

”Som medejer går man ikke ud og søger job, så derfor stopper jeg, før jeg går i gang med noget nyt,” siger Jens Christiansen og fortsætter:

” Jeg går derfor først i tænkeboks nu. Men jeg kan sige så meget, at jeg synes det er vigtigt, at man nogle gange udfordrer sig selv på nye måder og tænker på hvordan man kan bruge sine evner i andre sammenhænge samt kan lære noget nyt.

Selvom Jens Christiansen først nu går i gang med at overveje, hvad han skal fremadrettet, nævner han, at det kunne være noget med NGO, eller offentlig interessevaretagelse, der på en eller anden måde hænger sammen med kommunikation.

Jens Christiansen er scient. adm. fra RUC. Inden han kom til Advice, skrev han bogen: Hvem vinder valget.

I sin tid på Christiansborg nåede han både at være partisekretær for Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt.

Tidligere har Jens Christiansen været Rådgiver for Max Behring i Dansk Metal, chef i ISS og lederskribent og debatredaktør.

De ni partnere i Advice er: Espen Saxtoft Højlund, Ralf Lodberg, Jens Christiansen, Jesper Højberg Christensen, Berit Krickhahn, Anja Thrane, Jesper Nørding Pedersen, Birte Darting Biker, Tobias Zacho Larsen, Peter Thielst, Nicolai Vang Jessen.

Jens Christiansen holder op den 1. marts.