Advice styrkede sin indtjening markant

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet voksede for 5. år i træk. Adm. dir. Espen Højlund prioriterer stabilitet højere end størrelsen på væksten.

Mange store reklamebureauer har klaret sig godt i 2014, og Advice er ingen undtagelse.

Væksten på 4,1 pct. hører dog til i den lavere ende blandt de regnskaber, der indtil nu er afleveret på store bureauer, men den er klart bedre end det niveau, der lige nu tegner sig for reklamebranchen som helhed.

Og samtidig er væksten på bundlinjen solid. Så der er absolut tilfredshed med resultatet.

“I virkeligheden lægger vi mere vægt på stabilitet og soliditet end på størrelsen på væksten. Advice skal være et bureau, som man kan regne med i forhold til kvalitet og samarbejde i det daglige, og derfor er en stabil udvikling vigtig,” siger adm. dir. Espen Højlund og fortsætter:

“Men jo, vi vil gerne vokse mere, og vi mener også, at vi har et tilbud til markedet, som kan danne grundlag for en større vækst. 10 pct. vækst i 2013 og 4 pct. i 2014 er da også en ganske god udvikling. Og kigger vi 5 år tilbage, så har vi præsteret en ganske solid vækst.”

I 2009 var bruttoavancen 34,4 mio. kr. og bureauet er altså blevet omkring 60 pct. større siden da.

Regnskabet dækker over en betydelig udvikling inden for forskellige kundesegmenter.

“Vi vokser fortsat markant på kunder i det kommercielle marketing-marked, mens det offentlige marked har stået mere stille de seneste par år. Men det er egentlig ikke en særligt overraskende udvikling. I starten af en krise vil offentlige kunder være med til at holde hjulene i gang, hvorefter de i en periode trækker sig lidt,” siger Espen Højlund.

Han fremhæver samtidig, at bureauet med fusionen med Advice Digital ved indgangen til i år har gearet sig til ny vækst.

“Det digitale kommer til at drive rigtig meget, og det skal gennemsyre alt, hvad vi laver. Vi har nu cirka 30 digitale specialister integreret i bureauet, og jeg tror det placerer os solidt i forhold til andre store bureauer,” siger Espen Højlund og fortsætter:

“Kundeindsigt, service, analyser – den slags projekter fylder mere og mere i forhold til traditionel kommunikation, og det er områder, der ligger rigtig godt til os. Så markedet bevæger sig vores vej, og vi har meget at byde på.”

Nøgletal for Advice

  • Bruttoavance 54,813 mio. kr. +4,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 870.048 kr. +7,4 pct.
  • Lønandel 73,9 (76,9)
  • Resultat af primær drift +8,319 mio. kr. +41,9 pct.