Kreativitet & Kommunikation har i dét, der nåede at være årtier, skabt en vægtig pris med Advertising Effectiveness Award – prisen, der ud fra særdeles omfattende case-indstillinger, hylder kombinationen af original kreativitet og overbevisende effekt.
AEA blev skabt for at dokumentere værdien af innovativ markedsføring og kreativitet og sætte branding på radaren på direktionsgangene i de danske virksomheder. Det lykkedes, idet prisen var den, annoncørerne helst ville vinde.
Nu skal KreaKom gøre en ny award lige så eftertragtet: Effie Awards Denmark. Prisen vil første gang blive uddelt i november 2022, og den erstatter allerede nu AEA. Der vil således ikke blive uddelt en effekt-award i år.
KreaKoms bestyrelse har – trods AEA’s solide position – været ”bevidste om, at der var behov for fornyelse”. Kim Boisen, KreaKoms formand, forklarer:
”I stedet for at lade AEA genopstå i en helt ny form, så vi et stort potentiale i Effie-formatets internationale position, og det var derfor naturligt at indlede en dialog med dem. Jeg er stolt af, at vi i KreaKom nu kan kalde os Effie-partner, og at vi gennem den ny award kan fortsætte med at inspirere danske virksomheder og vise dem, hvilke fantastiske resultater man kan opnå ved at tænke ud af boksen, når det gælder markedsføringsstrategi, innovativ medieaktivering og kreativitet.”
Ny award er åben for alle
Effie Awards Denmark har samme afsæt som AEA; den dokumentérbare effekt. Til den nye pris følger der nye kategorier og nye fokuspunkter i den samlede score for at vinde en pris. Derudover er den kreative idé og udførelse en del af den samlede dom – og prisuddelingen er åben for alle.
Sidstnævnte er ikke uvæsentligt. AEA var en eksklusiv pris, men også en ekskluderende – for kun KreaKom-medlemmer kunne deltage og blive krediteret. KreaKoms afgående direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, siger:
”Selv om vi nu skaber en ny platform herhjemme, der gør det muligt for den danske branche at profilere sig internationalt igennem, er det også en pris, der samler og hædrer branchen på dansk jord. Effie Awards Denmark er åben for alle, så tiltaget løfter reelt hele branchen.”
Om Effie
- Effie er en pris, der hædrer dokumentérbar effekt og kvaliteten af den kreative ide og eksekvering. Læs mere her.
- Effie Awards blev skabt i USA og første gang uddelt i 1968. Prisen bliver i dag afviklet igennem mere end 50 partnerskaber, herunder Global Effies, regionale programmer i bl.a. Europa, Mellemøsten/Nordafrika og Latinamerika samt en række nationale Effie-partnerskaber.
- Advertising Effectiveness Award blev senest afviklet i november 2020 og bliver ikke afviklet i år.
- Kreativitet & Kommunikation vil frem til første udgave af Effie Awards Denmark i november 2022 udvikle prisen til den danske branche og løbende oplyse om jurymedlemmer, kategorier og betingelser for at deltage.