Aegis opruster med ny afdeling og ny direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Den nye direktør er hentet hos Emediate, og den nye afdeling skal beskæftige sig med Programmatic Buying.

Den første arbejdsuge hos Aegis Media bliver kort for Kristian Nielsen, idet han pr. 1. november er tiltrådt som Head of Programmatic Buying.

Men når den kommende uge begynder, bliver opgaven at udvikle produktet og guide kunderne i en relativt ny verden.

Kristian Neilsen bliver hos Aegis Media ansvarlig for en ny afdeling, der skal beskæftige sig med Programmatic Buying, herunder datadrevet indkøb og RTB, real-time-buying.

Kristian Nielsen kommer fra en stilling som Business Development Director i Emediate, hvor han var ansvarlig for opbygningen af deres supply side platform (SSP) – og således skrifter han nu fra supply til demand-side, hvilket man hos Aegis Media kun ser som en fordel.

 ”Vi glæder os til at få Kristian Nielsen om bord. Han er en af Danmarks mest erfarne inden for real-time-buying, så han har en dyb forståelse for håndværket og et godt overblik over det tekniske landskab på tværs af både udbuds- og efterspørgselssiden,” siger Jakob Holm Kalkar, VP, Head of Business Development & Integration i Aegis Media.