”Troværdigt anmeldersystem fra Book Et Bord udbredes i restaurationsbranchen” hedder det i en pressemeddelelse fra Book Et Bord – et bookingsystem, der har eksisteret siden 2006, og som formidler godt 700.000 gæster via online booking årligt.
Og når man fremhæver et troværdigt anmeldersystem, kan man passende spørge sig selv – eller rettere; Book Et Bord – hvad eller hvem, der så er utroværdigt.
Svaret falder prompte:
”Flere og flere restaurationer oplever negative og utroværdige anmeldelser via det kendte Trustpilot. De gode anmeldelser fjernes, og restaurationen oplever at få en enkelt stjerne, fordi kunden har opfattelsen af, at f.eks. en kop kaffe var for dyr, mens betjeningen og maden som helhed har været i top. Der er på Trustpilot ingen garanti for, at anmelderen rent faktisk har besøgt stedet, der rates. Altså findes der anmeldelser, der er opfundne for at give restauranten mange eller få stjerner.”
For et lille år siden lancerede bookingsystemet et feedback-modul. Gæster, som har foretaget en bordreservation, får automatisk efter deres restaurationsbesøg en feedback-sms med adgang til et spørgeskema.
I pressemeddelelsen er der fra ejeren af Café Razz i Middelfart, Rasmus Jørgensen, både ros og ris at hente – ros til Book Et Bord, ris til systemer som Trustpilot:
”Feedback modulet giver en ærlig vurdering og er langt mere troværdigt og brugbart end f.eks. Trustpilot. Feedback systemet giver også mulighed for, at gæsterne kan komme med idéer til tiltag, men vigtigst er det, at vi ved, de har besøgt restauranten – og ikke er falske anmeldelser, som findes på Trustpilot.”
Trustpilot var i forrige måned i ilden i forbindelse med den voksende LinkedIn-gruppe Vi Anmelder Trustpilot, og således fik anmeldersitet lov til at smage sin egen medicin.
Ved den lejlighed var Trustpilot imødekommende over for kritikken. Det er ikke tilfældet ved fremstødet for Book Et Bord.
Peter Holten Mühlmann, Trustpilots CEO og grundlægger, siger:
”Trustpilot arbejder aktivt for at give virksomheder og forbrugere en god og troværdig oplevelse på nettet. De udtalelser, som fremgår i pressemeddelelsen fra BookEtBord, er ikke en retvisende beskrivelse af, hvordan Trustpilots anmeldelsessystem fungerer. Vi er skuffede over, at Book Et Bord har følt det nødvendigt at komme med aggressive og falske oplysninger for at fremme deres egen forretning.”
Peter Holten Mühlmann henviser til Trustpilots retningslinjer for anmeldelser, hvor det er et krav, at alle anmeldelser skal være baseret på en autentisk købsoplevelse. Hvis der rejses tvivl om en anmeldelse, kan Trustpilot kræve et bevis på købet af den kunde, som har anmeldt virksomheden, for at sikre at købet har fundet sted.
”Evnen til at bekæmpe falske anmeldelser er afgørende for fortsat vækst i og tillid til markedet for brugeranmeldelser. En stor del at Trustpilots medarbejdere arbejder i Quality & Compliance og Fraud Detection Team, og vi har manuelle og tekniske metoder til at opdage falske anmeldelser, og det gør os i stand til at minimere misbruget af vores platform og sikre integriteten og autenticiteten af kundeanmeldelserne,” siger Peter Holten Mühlmann.
Han tilføjer:
”Hvis vi opdager, at en rapporteret anmeldelse har overtrådt vores retningslinjer, blokerer vi den fra siden og beder anmelderen om at ændre indholdet. Hvis de juridiske grænser ikke er blevet overtrådt, vil anmeldelsen igen blive tilgængelig på Trustpilots platform. Vores medarbejdere har fjernet titusindvis af anmeldelser og har blokeret et stort antal brugere.”