Aggressiv Skousen-kampagne uden bureauhjælp

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Skousens adm.dir. har ikke kunnet finde et reklamebureau, som præsenterede ideer, der var gode nok. Se her Skousens egen tv-reklame.

Fra i morgen starter hvidevarekæden Skousen en aggressiv kampagne, hvori man lover, at man vil matche enhver onlinepris.

Den aggressive satsning følges også op med markedsføring på tv, hvor den administrerende direktør, Jonas Dørken, der kom til kæden for tre år siden, selv optræder i tv-reklamen.

Desuden følges op med tilbudsannoncer, banner annoncer, lokale radiospots og butiksmateriale.

Skousen har selv lavet hele kampagnen – fra koncept til storyboard – mens selve produktionen af reklamefilmen er lagt i hænderne på Mermaid. Årsagen er, at de ikke har fundet et bureau, de synes de kunne bruge.

”Tilbage i 2011 brugte Skousen bureauet Manipulation. Efter at virksomheden blev overtaget af Whiteaway og jeg blev ansat, har vi kørt universet med Ulf Pilgaard videre i en overgangsfase. Siden har jeg haft dialog med nogle bureauer, men jeg synes ikke, at vi fik præsenteret ideer, der var gode nok”, siger adm.dir. Jonas Dørken.

Kampagnen er ifølge den administrerende direktør meget simpel:

”Jeg står ovenpå en tablet i tv-reklamen og fortæller, at Skousen har indført prismatch mod de billigste onlinepriser. På tablettten kan man samtidig se den billigste pris på pricerunner.dk – som vi har lavet et samarbejde med – og så skifter Skousens pris til at blive ligeså billig”.

I Børsen, som i dag fortæller, at Skousen med kampagnen går i kødet på konkurrenterne, siger både adm.dir. Peder Stedal fra Elgiganten og Flemming Birch, partner i konsulentfirmaet Birch & Birch, der rådgiver i detailhandel, at der ikke er noget nyt i at hvidevarevirksomhederne matcher onlinepriserne, for kunderne efterspørger allerede de lave onlinepriser.

Det er Jonas Dørken ikke helt enig i:

”Det er rigtigt, at forbrugerne har en forventning om at kunne købe til onlinepriser også i butikker, men hvis man går ind på både Elgigantens og Punkt1s hjemmesider, står der at onlinepris og butikspris nogle gange er det samme, men at der også er produkter, som er dyrere i butikken. Vi sælger ikke bare til vores egen onlinepris i butikkerne. Vi går skridtet videre og sælger også til de andres laveste onlinepriser.”

Til Børsen fortæller Jonas Dørken, at Skousen forventer en omsætningsvækst på 30 procent til næste år. Han tilføjer, at det retfærdigvis skal siges, at halvdelen af den vækst skyldes, at Skousen vil åbne fire nye butikker i løbet af 2014.

https://www.youtube.com/watch?v=Y0wtgAJuVgM