Agnes Cupcakes allierer sig med gammelt chokolade-brand

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Agnes Cupcakes får shop-in-shops hos det næsten 80-årige chokolademærke Sv. Michelsen.

Agnes Cupcakes og Sv. Michelsen har fået den samme ejer: Morten Strunge, der i sin tid stiftede – og solgte – Onfone.

Det betyder, at de to virksomheder nu indgår i et strategisk samarbejde, der blandt andet udmønter sig i, at Agnes Cupcakes får shop-in-shops i Sv. Michelsen butikkerne ligesom der sker en sammenlægning af produktionen.

Sv. Michelsen Chokolade, der i dag drives af 3. generation, ser frem til det nye samarbejde:

”Vi er rigtigt glade for det nye samarbejde, for begge kæder er kendetegnet ved kvalitetsprodukter. Vi har mere end 79 års erfaring, mens de er en forholdsvis ny og hip kæde. Man kan sige, at vi har det som de ikke har og omvendt. Så jeg synes det giver rigtig god mening”, siger adm.dir. Nicolas Dorff til Børsen.

Henning Bahr, adm.dir. i Retail Institute Scandinavia er også positiv overfor det nye samarbejde:

”Det lyder som et meget spændende samarbejde. En ting er, at begge virksomheder sparer penge, men det kan vise sig at blive rigtig godt, hvis de formår at bygge bro mellem de yngre og ældre forbrugere. Det er forfriskende som sådan, at det er meget forskellige målgrupper, der skal forenes og lære af hinanden”.

Ifølge ejeren Morten Strunge er der en god grund til, at man vil bruge shop-in-shop- konceptet:

”Vi ville devaluere begge brands, hvis vi ikke opdeler det 100 procent i butikkerne. Derfor bliver en del fuldstændig allokeret til Agnes, mens en anden kommer til at bestå af Sv. Michelsen Chokolades produkter” (Børsen, p. 18-19).