Generativ kunstig intelligens er ikke længere blot et internt værktøj i bureaubranchen. På flere bureauer bliver AI også tilbudt som en ydelse til kunderne.
I hvert fald er de tre digitale bureauer, Vertica, Generaxion og Densou, begyndt at tilbyde AI som selvstændige produkter og rådgivning.
De ser AI som et voksende forretningsområde og peger på en ny type digital synlighed, som ikke handler om klassisk SEO, men i stigende grad om GEO (Generative Engine Optimization), der handler om at optimere kundernes synlighed i AI-genererede svar.
”Vi har forskellige løsninger inden for GEO. Fx implementerer vi Schema Markup og zero-click-optimeret indhold, der imødekommer LLM’ernes parametre for udvælgelse af kilder til de AI-genererede svar, uanset om det er i fx ChatGPT eller i Googles AI-overview,” siger Tobias Thaastrup-Leth, digital innovation lead hos Generaxion.

Hos Densou ser CEO Olivia Stokholm generativ AI’er som nye platforme på linje med Google og LinkedIn:
”For os er generativ AI det samme som en ny platform. Lige som vi har været vant til at arbejde på kanaler som Google og LinkedIn, ser vi AI-platformene som nye kanaler, hvor vi fx kan øge kundens synlighed på samme måde, som man gør med SEO,” siger Olivia Stokholm.

Hos Vertica har man udviklet et AI Visibility Tool, hvor kunderne kan få en rapport over, om deres produkter og sider kan findes af AI-værktøjerne, når forbrugerne bruger AI til at finde information. Vertica har desuden udviklet flere automatiseringsagenter og værktøjer, som løbende tilpasses efter efterspørgsel.
Bred vifte af AI-ydelser
Alle tre bureauer tilbyder allerede en bred vifte af AI-ydelser. Hos Vertica nævner Anna Katrine Matthiesen, der er AI director og partner, at det gælder både inden for strategi, implementering og uddannelse.
“”Vi holder AI workshops for at hjælpe kunden med at sikre, at AI skaber forretningsmæssige resultater. Især inden for automation og agentopsætning, men også mere komplekse AI-løsninger, hvor vi både selv udvikler løsningerne, men også tilbyder kunderne den uddannelse, der skal til, for at få hele organisationen med ombord på AI,” siger Anna Katrine Matthiesen.

AI-ydelser er med til at ændre bureauets forretningsmodel
Bureauerne har i mange år talt om at komme væk fra den timebaserede prismodel, og måske kan AI-ydelserne hjælpe på vej. I hvert fald sælger man på alle tre bureauer AI-ydelserne på flere forskellige måder, og ifølge Anna Katrine Matthiesen er det med til at ændre bureauets forretningsmodel:
”Vi arbejder med både projekter og abonnementer og naturligvis timebaseret rådgivning, men vi bevæger os i stigende grad væk fra de timebaserede ydelser til mange andre typer prismodeller,” lyder det fra Anne Katrine Matthiesen.
Opgaver vil blive overtaget af AI
Udvikling og salg af prompts, agentopsætning, automatisering og analyseværktøjer nævnes som ydelser hos alle tre bureauer. Hos Generaxion, der også har udviklet et KPI-dashboard med simple AI-funktioner, som kunderne kan bruge til tekst og grafik, siger Tobias Thaastrup-Leth, at løsningerne ofte skal introduceres og forklares for kunderne:
”Det er typisk os, der skal oplyse om mulighederne. Virksomhederne og marketingcheferne ved, at der findes AI-løsninger, som kan hjælpe dem. Men de har svært ved at overskue, hvilke løsninger, der er bedst til at indfri deres forretningsmål. Det er her, at vi kan hjælpe dem med vores ekspertise,” siger han.
Hos Densou tror Olivia Stokholm tror, at inden for det næste år vil det meste eksekvering og rutineopgaver være overtaget af AI.
”Vi har en AI-kollega, der hedder Amanda. Hun håndterer Google Ads, Bing Ads og til dels Meta på mange af vores kunder, og gør det bedre end en menneskelig kollega. Fremover vil bureauets rolle i højere grad handle om den digitale rådgivning, så kunderne får lagt de rigtige digitale strategier.”
Olivia Stokholm tilføjer:
”Tracking og data kommer også til at spille en afgørende rolle, for det er jo det, som de forskellige AI’s på performance-kanalerne vil optimere efter. Jeg tror stadig på, at vi rådgivere bliver endnu vigtigere i fremtiden – og jeg ser det som nødvendigt, at de digitale strateger fortsat kender til vores forskellige platforme, så de har evnen til at vurdere en AI’s performance. Ligesom vi fortsat skal monitorere og udvikle på platformene.”
