De unge på bureauerne skal ikke være bange for, at kunstig intelligens gør dem overflødige. Tværtimod. AI ændrer ganske vist de opgaver, juniorerne løser, men mest til det bedre.
”AI bruges som et værktøj til at gøre juniorer mere effektive, ikke som en erstatning,” siger Mette Hejl, CEO og partner i Pravda.
Hun uddyber:
”Vi ser AI som et værktøj, der gør juniorer – og os andre seniorer – mere effektive. Det giver mulighed for, at de kan arbejde med mere komplekse og kreative opgaver tidligere i deres karriere. Timerne bliver ganske enkelt brugt mere rigtigt, fordi vi kan fokusere vores indsats på de områder i en opgave, hvor der er behov for menneskelig musikalitet, erfaring og forståelse – og overlade rugbrødsarbejdet til AI.”

AI udvikler os alle
Samme toner lyder fra Camilla Nordqvist, partner og direktør hos Nørgård Mikkelsen København, som understreger, at de unge har taget teknologien til sig med stor naturlighed og har mod på at eksperimentere på tværs af AI-modellerne:
”De unge hos os bidrager med nysgerrighed og evner til at udnytte AI’s potentiale på tværs af kompetencer. ”
Camilla Nordqvist peger på, at AI skaber nye muligheder, men også stiller krav til dømmekraft og kvalitetsans:
”Vi ser mange nye opgaver opstå, især inden for digital udvikling og kreativ produktion. Med AI er vi i stand til at realisere flere idéer og funktioner hurtigere, fra idé til reel implementering. Men det kræver en høj grad af faglighed at udnytte teknologien og kunne vurdere kvaliteten af det arbejde, man overlader til AI.”
Ifølge Camilla Nordqvist er det afgørende, at de unge fortsat bliver trænet i håndværket og lærer at tænke kritisk.
”Vi skal sikre, at løsningerne bliver tænkt ind i en relevant kontekst, der gør en forskel for kundernes forretning. De unge skal også lære at kende forskel på, når noget er godt – og når det er rigtig godt. Når det er sagt, oplever vi en synergi i samarbejdet mellem yngre og ældre kolleger og brugen af AI, som udvikler os alle.”

Branchen har en forpligtelse
Mette Hejl er også af den opfattelse, at AI ændrer arbejdsgange, og at behovet for unge kræfter ikke vil blive mindre:
”Jeg tror ikke, at AI betyder, at behovet for juniorer vil blive mindre, og det ville også være katastrofalt. Branchen har en forpligtelse til at inddrage næste generation. Det handler om at skabe rammer, hvor AI frigør tid til læring og strategisk udvikling, så næste generation stadig får erfaring og forståelse for branchen,” siger Mette Hejl.
Hos Nørgård Mikkelsen er det samme princip gældende.
”Det er en meget høj prioritet at have unge mennesker på bureauet – også i et strategisk og seniortungt bureau som vores. De unge er nysgerrige, giver energi og har handlekraft. Og de kommer ofte med værdifulde perspektiver på både idéer og løsninger – hvis man giver dem plads,” siger Camilla Nordqvist.
AI bliver et konkurrenceparameter
For Mette Hejl handler det i sidste ende om balance:
“Vi ved endnu ikke fuldt ud, hvordan AI vil påvirke verden. Personligt håber jeg, at vi finder en mellemvej, hvor det menneskelige perspektiv fortsat spiller en markant rolle. Ægtheden i vores arbejde må ikke gå tabt, selvom vi automatiserer nogle opgaver. Samtidig vil det at udnytte AI bedst muligt klart blive et konkurrenceparameter for bureauerne fremover