Airbnb vælger dansk bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Et PR-bureau er valgt af Airbnb til at ’styrke den i forvejen stærke position på det danske marked’.

Nu er det Airbnb, der flytter ind – hos kommunikationsbureauet Morsing på Østerbro i København. Ganske vist ikke fysisk, men på kundelisten.

Verdens største markedsplads for udlejning og booking af overnatningsmuligheder vil ifølge en pressemeddelelse ‘styrke sin i forvejen stærke position på det danske marked’.

Morsing, der landede Airbnb i en pitch sammen med sit søsterbureau Northern Link (NLPR) i Sverige, har ikke kun fået opgaven at være Airbnbs pressekontor i Danmark, men i hele Norden. Adm. dir. Finn Morsing udtrykker stolthed over at kunne ’tiltrække så prominent et brand’ og siger om opgaven:

”Airbnb er blevet mainstream her i landet, og vi kan ikke få armene ned af begejstring. Vores vigtigste opgave bliver at fortælle historien om et deleøkonomisk succesprojekt, der begejstrer mennesker over hele verden – og giver dem autentiske og lokale oplevelser i en grad, der aldrig har været set før.”

Der er også roser den anden vej – fra Hannah Cadwallader, kommunikationsansvarlig for EMEA hos Airbnb:

”Morsing imponerede os med deres forståelse af vores brand og hvordan vi arbejder. Desuden kunne vi rigtig godt lide den måde, de udfordrede os på med en kreativ tilgang til kommunikation på det lokale marked.”

Det er ikke første gang, at kommunikationsbureauet med i alt 12 medarbejdere tiltrækker disruptive brands – i tæt samarbejde med førnævnte NLPR i Norden. De løser i fælleskab opgaver for kunder inden for især IT og tech, nye medier i bred forstand og disruptive brands. Tidligere på året vandt søsterbureauerne den globale mediegigant og -konglomerat AOL, som de repræsenterer i hele Norden.

Airbnb har tidligere arbejdet med MSLGroup i bl.a. Skandinavien, men Morsing afløser som sådan intet PR-bureau.