Som en del af Aller Medias strategi med fokus på digitale vækstområder, lancerer mediehuset appen Aller Sparks. Appen giver influencere mulighed for at ansøge om konkrete SoMe-kampagner fra virksomheder.
“Det er transparent og enkelt, og giver især nano- og micro-influencere helt nye muligheder for at tjene penge og styrke deres eget brand på samme tid,” skriver Aller Media i en pressemeddelelse og client director i Aller Media, Christina-Louisa Hansen, tilføjer:
”Vores ambition er at gøre influencer-marketing tilgængeligt for alle, så det er mere simpelt både at være influencer og annoncør, hvor indholdet er i centrum. Vi vil skabe bedre muligheder for influencere og sikre dem reel betaling for deres arbejde i et marked, hvor bl.a. aflønning i produkter desværre stadig er en udbredt betalingsform, og det vil vi med Aller Sparks gøre op med.”
Aller Medias salgsdirektør, Charlotte Juhl tilføjer, at appen også bliver en hjælp til annoncørerne:
”For mange annoncører er det meget ressourcekrævende at afvikle influencer-marketing, især kampagner, hvor man skal kommunikere, koordinere og aktivere flere micro-influencere på samme tid. Og her er Aller Sparks et effektivt værktøj, der skaber en simpel proces og skarp eksekvering, hvor vi bidrager med vores ekspertise til at udarbejde kampagner med annoncørerne.”
Sådan fungerer appen
Som nano- eller micro-influencer opretter man en profil i Aller Sparks med de interesseområder, som matcher en selv.
Man vælger selv de kampagner, man synes matcher med sin profil.
Herfra klares resten via appen, fra godkendelse af kampagnen og kampagnerapportering til udbetaling og indberetning til skat.
Som annoncør opretter man kampagner i samarbejde med Aller Media Business’ team.