Aller Media overtager Datagraf og DG Media

Peter Engholm
25@mail.dk

Med et nyt stort opkøb – denne gang Datagraf-koncernen med 200 magasin- og kommunikationskunder – sætter Aller sig tungt på client publishing herhjemme og i Norden.

Aller Media, det danske datterselskab under Aller Holding, har købt alle aktierne i Datagraf-koncernen, der er en ledende aktør på det danske marked inden for redaktionel kommunikation, client publishing og content marketing – med datterselskaber i både Norge og Sverige.

Datagraf-koncernen omsætter for ”et betydeligt trecifret millionbeløb” og har 144 ansatte. Opkøbet er det tredje større opkøb i Danmark.

”Datagraf og DG Media repræsenterer et rigtigt godt strategisk match til Aller Holding-koncernens eksisterende forretning generelt og i særlig grad vores client publishing og content marketing-aktiviteter, der bl.a. tæller Aller Client Publishing i Danmark. Det sikrer Aller en markedsledende position på det danske marked inden for client publishing og content marketing samt styrker Allers tilstedeværelse yderligere i Norge og Sverige,” siger adm. direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby.

Med opkøbet sætter Aller samtidig ord på sin ambitionen inden for content marketing:

”Vi forventer en kontinuerlig vækst inden for redaktionel og indholdsbaseret kommunikation i de kommende år, og det er koncernens ambition at blive nordisk markedsleder inden for content marketing. På kort sigt får vi styrket Allers relevans hos annoncører og andre b-t-b kunder lokalt og på nordisk plan, og Aller får tilført yderligere kompetencer og redaktionelt stof, som vi også kan drage nytte af i vores udgiverdivision,” siger Pål Thore Krosby.

Datagraf-koncernen ejes af direktørerne Svend Erik Baadsgaard og Kristian Lautrup-Nielsen, og Datagraf Communications og DG Media fortsætter indtil videre som selvstændige selskaber ejet af Aller Media A/S med fastholdelse af den eksisterende ledelse, og det nye ejerskab vil ikke medføre organisatoriske ændringer hos hverken Aller Media A/S eller Datagraf-koncernen.

Virksomhedens ca. 200 magasin- og kommunikationskunder er en bred sammensætning af offentlige organisationer, medlemsorganisationer og private virksomheder. Dertil har DG Media også ca. 12.000 annoncører på kundelisten og udgiver en portefølje af egne magasiner – herunder kendte magasiner som Sundhed, smagogbehag, Spis Bedre m.v.