Alternativet driller de Konservative

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og Saatchi & Saatchi driller Wibroe, Duckert & Partners. Bureauet var hurtig til at gribe de Konservatives nye kampagne.

Orddelinger var et af diskussionsemnerne på Bureaubiz, da de Konservatives nye kampagne blev omtalt i går (indtil nu 21 kommentarer). Og lige netop orddelingerne greb Saatchi & Saatchi, der er bureau for det nye parti, Alternativet, med den tidligere radikale Uffe Elbæk i spidsen:

Lige den del af reaktionen må nok placeres i gruppen af lille drilleri. Så er mange af de andre modsvar mere principielle.

Alternativet vil, som navnet antyder, gerne være et alternativ, og det har de Konservatives kampagne givet rig lejlighed til at manifestere ved at fokusere på ordet Start i stedet for ordet Stop (se eksempler herunder).

Det var tænkt som et stunt, men nu overvejer partiet, om der er mere potentiale i det, fortæller kreativ direktør Regner Lotz.

“Vi vil gerne vise befolkningen, at der også er partier, der tænker optimistisk og tør bruge positive konnotationer i en kampagne. Og især tør ikke at hoppe med på bølgen af negativt ladede udfald mod invandrere,” siger Regner Lotz og fortsætter:

“Kampagnen er et eksempel på Alternativets positive tilgang til tingene, men ligeså meget bureauets og illustrerer derfor meget godt hvorfor vi i vinters valgte at starte et samarbejde.”

Saatchi & Saatchi hjalp også med en film i forbindelse med indsamlingen af underskrifter.