Alternativet vil i kontakt med den kreative klasse

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det politiske parti vil lave et advisory board med kreative kræfter, der skal “bringe kreativitet og kant til Alternativets politiske kommunikation.”

Siden starten har Alternativet været … alternativ. Fra starten i 2015 gik partiet ud og lavede en kampagne for små midler, da i valgkampen hængte miniplakater op under de andre partiers plakater.

Alternativet skal stadig tænke anderledes, når de skal ud at kæmpe om vælgernes gunst sammen med de etablerede partier.

”Vi er ikke sponsoreret af store fagforeningers dybe lommer, kulsorte industrier eller fødevarelobbyorganisationer som gerne vil bevare status quo,” lyder det provokerende fra Andreas Lange, der blev ansat som Alternativets kommunikationschef i sommeren 2024.

Han har en fortid i bureaubranchen, bl.a. hos We Love People, hvor han var client service director i ti år. Det er da også den kreative branche, han henvender sig med et nyt initiativ fra Alternativet.

”Vi etablerer et creative advisory board, der skal bringe endnu mere kreativitet og kant til vores politiske kommunikation,” lyder det fra Andreas Lange.

Han uddyber:

Politik handler om at skabe forandring, engagere mennesker og udfordre det bestående – præcis som kreativitet gør. Derfor giver det mening at samle nogle af Danmarks dygtigste kreative kræfter i et nyt board, hvor vi sammen kan udvikle nyskabende kampagner, eksperimentere med nye formater og styrke det kreative og kommunikative niveau i vores politiske arbejde.”

Tanken er at advisory boardet skal være et netværk af kreative profiler, der bidrager med sparring og idéudvikling på kampagner og initiativer efter behov.

”Det handler ikke om at være bundet til et parti – men om at bidrage med idéer, perspektiver og kompetencer, der kan være med til at rykke grænserne for, hvordan politiske budskaber formidles,” siger Andreas Lange og tilføjer:

“Vi har brug for de skarpeste hjerner og mest visionære skabere til at hjælpe os med at tænke vildere, større og mere modigt, hvis vi skal rykke på den grønne dagsorden og skabe et progressivt Danmark. Politik skal inspirere og bevæge – og det kræver kreativitet, format og nytænkning.”

Alternativets kommunikationschef, Andreas Lange