Amerikansk tømrer skaffer Velux 12 mio. Facebook-views

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Den danske vinduesvirksomhed har fået uventet marketinghjælp fra amerikansk kant. Hos Velux Danmark hilser man håndsrækningen velkommen og oplever øget trafik på produktside.

En kvinde, en smartphone, en tømrer samt et tagvindue fra Velux er tilsyneladende opskriften på en viral succes. For en film med disse ingredienser har i skrivende stund passeret 12 mio. views på Facebook – og tallet stiger fortsat støt.

Den 20. november lagde tømrermesteren med fornavnet Mark, fra tømrervirksomheden Patryn Woodworks fra New Jersey, en video op på virksomhedens Facebook-side.

Tømrermesteren havde netop færdiggjort monteringen af et kombineret vindue og tag-altan fra Velux og efterfølgende foreviget resultatet med sin telefon.

Selv ikke i sin vildeste fantasi kunne han havde forventet hvilken opmærksomhed, hans lille artige video ville give i form af likes, kommentarer og delinger – efterfølgende.

Du kan se videoen, som Velux nu har delt på deres Facebook-side, her.


Stillbillede fra videoen fra Patryn Woodworks med deres tilfredse kunde med ny-installeret Velux-vindue.

Underspillet viral sensation
Patryn Woodworks video spredte sig på Facebook, så man skulle tro, at den var boostet med mio. af reklamekroner, hvilket dog ikke er tilfældet.

Pt. har videoen 252.552 delinger på Facebook. Men hvorfor videoen har spredt sig som en steppevind på nettet er noget overraskende, da videoen i sig selv ikke er særlig sensationel, nærmest begivenhedsløs, og ikke lever op til det indhold, man normalt forventer af en video, der går viralt.

Her kan du se, hvor populært videoen og opslaget er:

En af grundene til at videoen er blevet set af over 12. mio mennesker kan dog tilskrives, at populære mande-orienterede Facebook-sider som Unilad og LadBible, samt den britiske avis Daily Mail, har delt opslaget.

Det kan tyde på, at det er selve Velux-produktet, som folk falder i svime over. Daily Mail ledsager i hvert fald det delte opslag med følgende tekst: ”This window that turns into a balcony is the greatest thing ever!”

Det er ellers ikke første gang at Velux’ vindues-balkon, som på dansk hedder en Cabrio Tagaltan, har været i medierne. Faktisk havde det en cameo i slutningen af Ed Sheeran musikvideoen Galway Girl fra tidligere i år, dog uden at nettet gik amok af den grund.

Den video kan du se her:

Lys på sagen fra Velux selv
Bureaubiz har kontaktet Velux Danmark, for at høre hvorfor de tror, at tømrer-filmen med deres produkt i, er så populær.

Søren Kirkeby, der er PR & SoMe-ansvarlig i Velux Danmark, siger:

”Det er svært at give et svar med to streger under. Jeg tror, at denne video går viralt, fordi produktet på få sekunder og i al sin enkelthed skaber en stor forvandling i en bolig – hvilket fascinerer folk, der ikke kender til vores løsning.”

Han uddyber:

”Samtidig er der en helt klar tendens til, at vi i vores boliger ønsker at skabe en sammenhæng mellem ude- og indelivet, og det er jo lige præcis det, som en ovenlysløsning, som den i videoen, bidrager til.”

Om hvordan Velux har det med, at gratis markedsføring nærmest bare falder ned fra himlen, og hvad det betyder for virksomheden, fortæller Søren Kirkeby:

”Det er fantastisk at opleve, hvordan videoen fortsætter med at generere visninger og engagement, samtidig med at den bliver delt af medier, som vi normalt ikke optræder i. På vores danske website har vi oplevet en mangedobling af besøgende på den pågældende produktside, så der er helt sikkert danske boligejere, som har fået øjnene op for Velux Cabrio tagaltanen, fordi den amerikanske tømrer lagde sin video på Facebook.”

Har du et bud på, hvorfor tømrermester Marks video er så populær på Facebook, så kom med det i kommentarfeltet nedenfor.