København, 1995: Den hollandske smykkedesigner Jan van Schaik er ved at gå i hundene, for hans danske kone har forladt ham. Hans gode ven og hollandske landsmand, Johan Samsom, får imidlertid hanket ham op. I 15 år har Jan van Schaik haft en butik i Ny Østergade, men nu går turen for en tid til Bali for at finde sig selv igen i kunstnerbyen Ubud … og han finder vitterligt sig selv.
Efter tre uger beder Jan van Schaik sin ven om at sælge alt i Danmark og sende ham pengene.
Men han kom i gang igen og 16 år senere var det blevet til 5 forretninger, 50 ansatte og smykkebrandet Yanvan. I 2011 døde Jan van Schaik imidlertid, og hans balinesiske enke kører nu forretningen videre.
Charlottenlund, 2014: Henrik Bergerman, ejer og adm. direktør i reklamebureauet Jens & Berger, har netop fået til opgave at revitalisere Jan van Schaiks smykkebrand og markedsføre det world wide. Aflønningen sker via indkøb af smykker, og Henrik Bergerman og Johan Samson har hver 50 pct. af ene-distributionen af smykkerne i Europa.
”En ven foreslog, at jeg skulle møde Johan Samson – en sjov type, som jeg nok ville svinge med, mente min ven. Johan havde holdt kontakten til Jan van Schaik ved lige – og de var venner igennem 40 år. Johan insisterede på, at jeg tog ud til fabrikken og hilste på Natalia van Schaik – og hendes nye mand, en britisk advokat,” siger Henrik Bergerman, der i efteråret fulgte i Jan van Schaiks fodspor; tog til Bali og blev solgt. Men i modsætning til smykkedesigneren vendte reklamemanden dog planmæssigt tilbage.
”Jeg er en forsigtig mand, men den behagelighed, venlighed og stolthed, der præger ikke blot personerne, men også smykkerne, gjorde, at jeg hurtigt kom til at føle mig som en del af en familie,” siger Henrik Bergerman.
Gummi går igen i Yanvan-smykkerne i en grad, at Jan van Schaik blev kendt som ”The Rubber Man”. Smykkerne har solgt godt på Bali, i Jakarta, Malaysia og USA – i særdeleshed i betragtning af, at de aldrig har været markedsført som sådan.
Det skal de nu – og ud fra Danmark. Henrik Bergerman betingede sig, at hans indsats i forbindelse med Yanvan udelukkende består i reklamearbejde – identitet, branding og markedsføring – hverken salg eller administration.
”Jeg har ikke forpligtet mig hårdt økonomisk, men arbejdsmæssigt og mentalt – og det er mere intenst. Jeg vil gerne give den følelse, jeg oplevede på Bali og fortsat oplever, når vi taler sammen, videre – og gøre kunderne stolte af at bære smykket,” siger Henrik Bergerman.
Og der har været nok at tage fat på; identiteten, med nye logoer – se nederst i artiklen – på poser, kasser, visitkort etc., markedsføringen, distributionskanalerne – samt, på Henrik Bergermans forslag, at dele kollektionen op i to. Dertil kommer hjemmesiden, der også er blevet lagt i danske hænder.
”Opgaven består i at reboote Yanvan. Alt er lavet om – og det har været en vanskelig øvelse for mig, for jeg er inde at pille ved hjerteblod. Mine forslag er blevet modtaget så positivt og overstrømmende, at jeg som nordboer bliver næsten flov. Jeg vender hver større sag med dem, og spørger bl.a. om, hvorvidt dette og hint var Jan – altså om det er foreneligt med hans personlighed,” siger Henrik Bergerman.
Fornyelsen ligger ikke kun i brandingen og markedsføringen, men også i selve produktet – og den fornyelse skal af gode grunde komme udefra. Det vil sige den kommende designer skal komme udefra, men skal have Yanvan ind under huden.
”Yanvan er ikke modepræget, men et smalt produkt med en historie – og en historie, der fortsætter. Vi udskriver en europæisk designkonkurrence via Facebook. Vinderen bliver tilknyttet som fast designer og kommer fra start tre måneder til Bali for at arbejde tæt sammen med sølvsmedene. Det gælder om at få stemningen, historien og tilstanden med, så brandet kan føres videre,” siger Henrik Bergerman.
Selv har den danske bureaumand allerede nu fået noget med videre:
”Jeg har haft bureau i snart 30 år og har elsket hver dag. Men at markedsføre mit eget – og bygge et europæisk marked op fra bunden – er noget helt andet. Jeg bruger min viden og erfaring – og lærer samtidig nyt. At finde historien, (gen)skabe et brand og markedsføre det internationalt er noget, jeg kan bruge i daglige arbejde i reklamebureauet,” siger Henrik Bergerman.
Yanvan-logoet – før og efter: