Anders Christiansen: Den ville jeg ønske, jeg havde lavet

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Strategic director hos Envision, Anders Christiansen, elsker folkeligheden og den diskrete fuckfinger til reklameparnasset, som udspiller sig i hans yndlingsreklame. Wibroe, Wickert & Partners står bag.

Anders Christiansen, strategic director hos Envision, ville ønske han havde lavet Wibroe, Wickert & Partners’ ‘Kombardo! Mols-linjen’:

”Det er en ekstremt udskældt kampagne, der fortjener mere end det. Partners har med kampagnen fundet en platform, der med ét ord kan fortælle, alt hvad Mols-linjen kunne ønske sig. Den er enkel, folkelig, rodfæstet i virkeligheden og ekstrem smittende.”

”Og selvom vi reklamefolk, måske skutter os, når vi hører den velkendte udslusningssang over de dårlige højtalere på færgen, så smiler resten af passagererne og synger med på den ekstrem vanedannende sang og kampagne, og hvad mere kan man egentlig ønske sig?” siger Anders Christiansen.

Han fortsætter:

”Det er godt opdaget, og det er modigt at lave noget, der – med et godt århusiansk ord – er så ’noller’. I en tid, hvor alt skal have et højere purpose og forandre verden, nøjes Mols-linjen med at underholde os og samtidigt fortælle et præcist budskab. Kør med os, vi er venlige, imødekommende og det er nemt.”

Hvad tænkte du, da du så kampagnen første gang?

”Det er jo en kampagne, man som professionel reklamemand, elsker at hade. Første gang, jeg hørte den, syntes jeg, det var noget bras, men da jeg så mig omkring og kiggede på de andre passageres reaktioner, måtte jeg hurtigt ændre holdning. Nu synes jeg, den er helt genial, og hver gang jeg hører den, hører jeg også en lille diskret fuckfinger til reklameparnasset og til dem, der tror, at reklamer altid skal handle om et højere purpose og lange sætninger.”

Hvad er det ved denne kampagne, der i dine øjne, gør den ekstra god?

”Jeg elsker den for sin enkelthed og præcision. For at finde det vidunderlige i det specifikke og for at tage et ord fra dagligdagen i virksomheden, pudse det op og gøre det til spydspids for en knivskarp positionering. Og så elsker jeg den også for sin folkelighed. Og fordi den 24 gange om dagen får folk til at trække på smilebåndet, inden at de igen skal videre med deres kedelige liv.”

Er der noget i forhold til det grafiske/visuelle i kampagnen, som du vil fremhæve?

”Jeg er jo strateg, og derfor har jeg en tendens til at forelske mig i indsigter og positioner frem for eksekveringer. Jeg er vild med, at man har turdet stå ved sin folkelighed. Det kræver mod og at man har holdt fast i så mange år efterhånden.”

Er der noget ved kampagnen, som du synes kunne være gjort endnu bedre?

”Jeg ville ikke ændre noget.”

Har du brugt kampagnen som inspiration i noget af dit eget arbejde?

”Jeg – og vi – bruger den tit som et eksempel på, hvordan god kommunikation oftest handler om at skære fra og deducere en strategi indtil, at den kan formuleres som ét ord eller sætning. Om at lede efter og hylde de konkrete indsigter både internt i organisationen og hos forbrugeren. Og for altid at huske på, at vi ikke er målgruppen.”