Anew laver gyserfilm for ny kunde

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Leasing-aftaler er åbenbart fyldt med frygt. Den frygt forsøger biludlejningsselskabet Avis at komme til livs med ny kampagne.

”Hvad er det værste der kan ske, når du indgår en leasingaftale?”

Det spørgsmål svarer biludlejningsselskabet Avis på i sin nye kampagnefilm, hvor de har fået hjælp fra Anew til at udvikle kampagnen, mens produktionsselskabet Stonefire har lavet filmen.

Produktet er et leasingprodukt, MiniLease, der kan opsiges eller ændres med få dages varsel. Det er målrettet personer, som har midlertidige behov eller som ikke kender alle faktorer i en ny arbejdssituation.

“Vi har jo alle hørt skrækhistorier om folk, der er kommet i klemme. Bekymringer om fremtiden og frygten for et skrækscenarie er derfor en stor og væsentlig mental barriere i dette marked. Og baggrunden for MiniLease som produkt. Derfor var det oplagt at dyrke denne indsigt som kreativt omdrejningspunkt i kampagnen. Og så naturligvis at gøre det på en lidt anderledes måde, som samtidig faktisk søger at løse et reelt problem for målgruppen – ligesom produktet jo gør det” siger Jesper Isholm, creative director hos Anew.

Anew, der har udviklet kampagnen, har netop fokuseret på skrækscenariet, hvor man under visse forudsætninger har bundet sig til en aftale, som er vanskelig at komme ud af igen hvis forholdene ændrer sig.

”Forbrugere der i forvejen står i en vanskelig situation fordi deres livssituation ændrer sig, kan føle sig enormt presset af deres bindende leasingaftaler – og det kan jo føles som et sandt mareridt” fortæller Esben Amtorp, Digital Director og partner i Anew.

Kampagnen er desuden bundet op på et konkurrenceelement hvor man kan vinde hjælp til at komme ud af sin leasingaftale.

Kampagnen, som lanceres i dag, afvikles udelukkende via sociale medier.

Credits
Creative Director: Jesper Isholm (Anew)

Shooting DirectorMark Stenild & Mikkel Stenild 

Creative Producer: Allan Stenild 

Sounddesign: Dennis Lee, Lee Music