Anne Glad bliver direktør i Envision

Peter Engholm
25@mail.dk

Den tv-kendte livsstilsekspert og fhv. partner i Sunrise skal erstatte Mari-Louise Jonsson, som er blevet headhuntet til Lego.

Envision henter en af landets højest profilerede bureaukvinder, Anne Glad, til jobbet som strategisk direktør.

Anne Glad har en af hovedrollerne i en af den seneste tids mest sete tv-programmer, Kender Du Typen, og hun har – nok en kende mere væsentligt i den aktuelle sammenhæng – en nylig fortid som tekstforfatter og partner hos Sunrise, før hun tidligere i år gik freelance.

Nu stopper freelanceriet imidlertid.

“Anne Glad er blandt Danmarks stærkeste eksperter, når det gælder forbrugerindsigt. Og så har hun nysgerrigheden og interessen, en solid baggrund – og ikke mindst en dejlig personlighed, der passer rigtig godt til kulturen i envision. Vi er derfor meget begejstrede for, at Anne har taget imod tilbuddet om at blive vores nye, strategiske direktør – med tiltrædelse 1. august 2012. Og jeg er overbevist om, at vores kunder vil få stor glæde af Annes rådgivning, når det gælder effektiv forbrugerkommunikation og markedsføring på alle medieplatforme,” siger Mona Juul, Envisions adm. direktør.

Anne Glad får primært ansvaret for bureauets strategiske planning for eksisterende kunder og i forbindelse med new-bizz arbejdet i forhold til potentielle kunder. Sammen med den øvrige ledelse skal hun drive bureauets fortsatte vidensbaserede udvikling – bl.a. i form af hyppige analyser, rapporter og seminarer om alle aspekter omkring forbrugeradfærd og -kommunikation.

Samtidig skal Anne Glad lede en selvstændig afdeling i Envision med plannere og tekstforfattere.

“Jeg skal arbejde med kommunikationsstrategi – som jeg har gjort det hele tiden, men ikke længere helt så meget med kreative. Og det passer mig helt perfekt, for der bliver nu plads til fordybelse. At de strategiske plannere sidder sammen med tekstforfattere er godt set, fordi tekstforfattere typisk har en mere analytisk tilgang til tingene sammenlignet med ADere. Og det er ofte hos dem, at indsigten bliver udklækket,” siger Anne Glad til Bureaubiz.

Hun kommer som udgangspunkt til at tilbringe 2-3 dage om ugen hos Envision i Aarhus og “give den gas i hjemmekontoret” resten af tiden. Og den nye tjans kalder hun et drømmejob, hun ikke kunne sige nej til.

“Envision er blandt Danmarks største og mest innovative full-service reklamebureauer, og Mona Juul og mine nye kolleger er nok blandt de dygtigste og mest inspirerende i branchen. De har en enestående tilgang til forbrugerindsigt og vidensbaseret kommunikation, og det giver en optimal platform for kvaliteten og effekten af hver enkelt opgave,” lyder det i en pressemeddelelse.

Anne Glad overtager stafetten som strategisk direktør i envision fra Mari-Louise Jonsson, som er blevet headhuntet til et nyt job som Creative Director for Legos in-house bureau.