Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om, at annoncørerne ikke er klar til den stadig mere data-drevet markedsføring. Om mobilkampagne, der ikke bare er en reklamekampagne. Om at Facebook kan være en døgnflue.

I medie- og markedsføringsverden – der bliver stadig mere datadrevet – går man væk fra opdeling i segmenter og målgrupper til i stedet for at fokusere på adfærd, siger adm.dir. Martin Ove Rasmussen fra mediebureauet Mindshare til Børsen.

Det kræver, at annoncørerne hele tiden tilpasser deres budskaber. Men det er de endnu ikke klar til, mener bureaudirektøren:

“Annoncørerne er som udgangspunkt meget konservative og mange marketing-afdelinger er endnu ikke gearet til big data“.

Ifølge Børsen er big data betegnelsen for meget store datamængder, der ikke nemt kan håndteres af standardiseret software. 

Udover, at annoncørerne skal forholde sig til det, skal de også forholde sig til ustrukturerede data, som f.eks. omtale på sociale medier samt til fast data, som er data i realtid – altså hele tiden.

Eksempelvis skal annoncørerne være klar til at justere undervejs, hvis man opdager, at mænd over 40 reagerer på en kampagne til unge kvinder, fortæller Martin Ove Rasmussen til Børsen (Børsen, p. 39).

Call Me’s kampagne er ikke bare en reklamekampagne

Call Me’s kampagne: ‘Tal ordentligt – det koster ikke noget’ er ikke bare en reklamekampagne, fortæller Call Me’s topchef Hanne Lindblad til Jyllands-Posten i en artikel om ledelse.

Det er en holdningskampagne, der er formålsorienteret i stedet for profitfokuseret.

Call Me har haft stor succes med kampagnen – blandt andet har landets skoler bedt om at få sendt 12.500 badges for at bruge sloganet i undervisningen.

Ifølge Hanne Lindblad, vil man fortsætte med flere initiativer inden for ‘The Call me way’ som strategien om at sætte fokus på den hårde tone kaldes.

Selvom det ikke er en strategi, der fokuserer på profitten, er Hanne Lindblad overbevist om, at man samtidig kan tjene penge.

Artiklen melder ikke noget om forøget omsætning, men i 1. kvartal er kundebasen vokset 75 procent mere end budgetteret (Jyllands-Posten, Erhverv&Økonomi, p. 14).

Facebook kan være en døgnflue

Facebook har ikke nødvendigvis sikret sig langsigtet ejerskab over sin kategori, vurderer en af USA’s mest erfarne medie- og kommunikationsforskere Jeffrey Cole, der er direktør for digital forskning ved University of Southern California.

Jeffrey Cole fortæller til Børsen, at mens Amazon og Apple har etableret strategiske styrkepositioner på vigtige indholds- og hardware-markeder, og Google sidder på en annoncefinansieret guldgrube, så vil der være udskiftning i, hvilket socialt medie, der får lov at sidde i toppen.

De sociale medier har endnu ikke udviklet annonce-modeller, som overbeviser om at der kan tjenes penge og det er problematisk, for ifølge Jeffrey Cole vil annoncerne i den digitale fremtid blive konge.

“Jeg er ikke talsmand for reklamebranchen, men jeg tror digitalt indhold generelt vil overleve baseret på annoncefinansiering. Abonnementer vil kun fungere, hvor dit indhold ikke kan findes andre steder”, siger han til Børsen.

Ifølge forskeren vil digitale medieejere ligefrem være på vej ind i en guldalder, hvor de kan øge deres priser betragteligt fordi de leverer mere præcise kontakter , hvor der også er store gevinster for annoncørerne og for forbrugerne (Børsen, p. 40).

Kommentarer

  1. Hvis man vil bevæge sig med succes på de sociale medier, så må man eje en tydelig mental position. Call me, er vel det eneste teleselskab udover Netto, der har en mental position at tale fra. Tellmore havde en, men har mistet den. CBB, var ved at få en, men tabte sutten. Og ingen af de store har en. Til trods for at de mere end nogen har brug for en.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club