Af Peter Engholm 25@mail.dk

Verdens største enkeltstående reklamevindue, Super Bowl, har 15 debutanter med i år. Nogle af disse annoncører lægger hele årsbudgettet i ét spot - der i år koster næsten 30 mio. kr. for 30 sek.

De to hold i amerikansk fodbolds ultimative finale, Super Bowl, har prøvet at deltage før – og både New England Patriots og Seattle Seahawks har prøvet at vinde før. Men årets Super Bowl byder på ikke færre end 15 debutanter – vel at mærke i reklameblokken. Og nogle af dem satser hele butikken.

Det er relativt let at komme i Super Bowl som annoncør – hvis man vel at mærke har 4,5 mio. dollar – svarende til ca. 29 mio. kr. – som et 30 sek. spot koster.

Og 4,5 mio. dollar kan være et svimlende beløb for mindre brands, men der er også et svimlende stort publikum at få i tale. Sidste år fulgte 111,5 mio. seere med i Super Bowl, alene i USA.

Denne skare lokker i en grad, at mindre annoncører går all-in. Om en af debutanterne, limfabrikanten Loctite, beretter Wall Street Journal, at forbruget på main media advertising har ligget på ca. 4 mio. dollar årligt de seneste to år – inkl. tre nationale tv-spots i 2014.

”Vi havde ikke den kritiske masse til at levere et budskab, som kunne blive set af flertallet af den amerikanske befolkning. Vi mener derfor, at det vil være bedre, hvis vi lægger alle vore dollar i én kurv,” siger Pierre Tannoux, marketingdirektør hos Henkel, der ejer Loctite-brandet.

Tilgangen til Super Bowl er vidt forskellig – hos Loctites bureau, Fallon, mener Chris Lawrence, director of account management, at ”it’s a chance to make a lot of friends very quickly”, mens David MacNiel ser mere langsigtet på det. Han er dir. i WeahterTech, som producerer måtter til biler. Og et Super Bowl-spot kan give pote, når en person køber ny bil om tre år:

”Vi elsker alle her-og-nu tilfredsstillelsen – intet galt i det, men jeg har mere gjort det ud fra et brandingmæssigt synspunkt. Det er en langsigtet investering i vores virksomheds fremtid.”

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club