Anonymt site amerikaniserer dansk valgkamp

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Blå Blok Indefra hedder en Facebook-side, hvor bagmændene er ukendte, men som kører en meget negativ kommunikation.

Negative amerikanske politiske tv-reklamer er for mange et skræmmebillede og et godt argument for, at politiske tv-reklamer er forbudt i Danmark.

Men det er et forbud, som eroderer i den digitale verden, og partierne bruger da også mere og mere videoer i deres kampagner. Det sker med en ganske betydelig rækkevidde – selvom det selvfølgelig vil være til diskussion om ikke reklamer på traditionelt flow-tv fortsat vil være en del mere effektive.

Men ikke kun på anvendelsen i det hele taget – også på karakteren af videoer kan man i dag se en amerikanisering af politisk markedsføring. Det gælder først og fremmest et anonymt Facebook-site under navnet Blå Blok Indefra.

Der er tale om en aktivitet, der fremtræder rimeligt professionelt udført og som rummer indhold og en række videoer, der kan give mindelser om en mere amerikaniseret tone.

Efter lanceringen af Blå Blok Indefra er der kommet en side under navnet Rød Blok Indefra. Den fremtræder dog ikke lige så professionelt og har indtil nu ikke anvendt videoer.

S afviser at stå bag

Ophavspersonerne bag Blå Blok Indefra er ukendte, og ingen partier vil kendes ved siden. Der viser en rundspørge, som Bureaubiz har foretaget. Der er heller ikke nogen, der ved, hvem der står bag – selvom flere dog gætter på enten socialdemokratiske kredse eller partiets bureau, Toftager Tekst og AD.

Partisekretær, Lars Midtiby afviser dog ethvert kendskab, og Per Toftager fra Toftager Tekst & AD vil slet ikke udtale sig om politiske kampagne-spørgsmål.

“Vi står ikke bag den, og har heller ikke støttet den,” siger Lars Midtiby.

Digital chef hos Geelmuyden.kiese, Benjamin Rud Elberth, er enig i, at videoerne på Blå Blok Indefra rummer mange af de samme elementer, som man kender fra barske amerikanske tv-reklamer, og at den digitale udvikling har muliggjort, at en dansk valgkamp kan blive mere amerikaniseret i anvendelsen af tv-reklamer.

Men han er endnu ikke overbevist om, at der står en professionel kampagneorganisation bag.

“Man skal gøre sig klart, at den almindelige digitale bruger er blevet meget dygtig, og derfor kan man på ingen måde udelukke, at der sidder nogle talentfulde unge mennesker og strikker dette sammen,” siger Benjamin Rud Elberth og fortsætter:

“Man må dog tilføje, at dem, der laver Blå Blok Indefra indtil nu har imponeret med en god politisk næse for budskaberne, og desuden har haft et budget til at bygge Facebook-siden op til over 5000 følgere. Det kan indikere, at der står nogle mere professionelle folk bag. Jeg skal dog følge den i længere tid, før jeg tør have en mening om, hvad eller hvem der står bag.”

Næse for at køre på Lars Løkke

Den politiske næse viser sig bl.a. i linjen med at holde Lars Løkke Rasmussen fast i en rolle som utroværdig – noget som Benjamin Rud Elbert mener, at Socialdemokraterne vil have en oplagt interesse i.

“Men der kan også være andre, der kan se en strategisk interesse i at køre en aktivitet som Blå Blok Indefra, og derfor bliver det ren spekulation, at diskutere, hvem der kan stå bag – hvis det altså er mere professionelle folk,” siger Benjamin Rud Elberth.

Det er ikke i sig selv den barske tone, der kan nødvendiggøre anonymitet, hvis det er nogen af de etablerede politiske aktører, der står bag. Tonen er faktisk ret barsk også i de kampagne-aktiviteter, som partierne lægger navn til.

“Selvom tonen kan være barsk, så er der et kodeks for, hvad man siger og ikke siger. Det kan et undergrunds-site holde sig fri af, og så behøver man heller ikke bekymre sig om f.eks. ophavsrettigheder,” siger Benjamin Rud Elberth og tilføjer, at den politiske tv-reklame er ved at indfinde sig i Danmark.

“Den digitale rækkevidde er i dag så stor, at man kan komme meget bredt ud. Partierne ved, hvordan de skal gøre det, de har annoncekronerne, og når de gør det rigtigt, så opnår de meget flotte seertal.”

Tager det ikke alvorligt

Generelt holder partierne en mere konstruktiv og sober tone i deres videoer – i modsætning til Blå Blok Indefra. I Bureaubiz’ rundspørge til partierne tager ingen af dem Blå Blok Indefra særligt alvorligt. Bl.a. fordi godt 5000 følgere ikke er alverden.

Spørgsmålet er dog, om man med etableringen af sitet har bygget et værktøj, der kan skrues op for i en valgkamp.

Hvis det sker, så vil man få testet om en sådan amerikanisering af valgkampen kan virke. Anonymiteten betyder, at der ikke behøver være den samme præcision i påstande, som budskaber med afsender, og evner man at sætte det rigtige stød ind på det rigtige tidspunkt, kan det blive svært at imødegå, før skaden er sket.

Danske valgkampe rummer eksempler på enkeltstående budskaber, der har fået stor betydning. amerikanerne taler om ‘defining moments’.

Men det har været med kendt afsender i analoge medier. Levende billeder er generelt stærke – og hvis man så endda kan bruge dem med lidt fri hånd, så ………