Apollo i nyt nordisk bureausamarbejde

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Nord DDB skal fremover hjælpe Apollo med at styrke sin profil i de nordiske lande. Der er tale om et nyt, løbende samarbejde.

Apollo, der i forvejen kalder sig Nordens største rejsearrangør, vil nu også være den bedste.

Med det for øje har Apollo indgået et strategisk samarbejde med Nord DDB. Reklamebureauet skal hjælpe med at styrke Apollos nordiske profil og skabe en reklameplatform, der understøtter og udbygger de nordiske landes lokale aktiviteter.

”Apollos nuværende succes i Norden skyldes i høj grad, at hvert nordisk land med en nordisk strategi ser hvert marked lokalt og i øjenhøjde. Denne approach mod hvert nordisk marked styrker vi med det nye samarbejde,” siger Apollos marketingchef Ulrik Nissen til Bureaubiz.

Denne tilgang skal samtidig adskille Apollo fra konkurrenterne:

”Det er også en markering af, at man i Apollo finder det lokale touch vigtigt og ikke kører ensidige, generiske nordeuropæiske kampagner med samme udtryk, men signer ind i lokale behov.”

Nyt samarbejde
Der er tale om et nyt, løbende samarbejde for rejsekoncernen, som på nordisk plan tidligere har brugt blandt andre Tilsammans, Åkestam Holst og SolNetwork.

”Vi ser frem til at arbejde med Apollo og at komme ind som bureaupartner på et tidspunkt, hvor der sker meget i hele rejsebranchen. 2018 bliver derfor ikke kun et spændende år for Apollo, det bliver også et spændende år for branchen, og vores opgave bliver at sikre, at Apollo bliver bemærket af omverdenen i den proces,” lyder det fra Andreas Dahlqvist, der er kreativ direktør for hele Nord DDB.

Det er godt et år siden, at DDB meddelte, at man ville samle bureauerne i København, Stockholm, Oslo og Helsinki i et nyt netværk med fælles bundlinje under et nyt navn. Og for bureausammenslutningen og hele grundtanken om et tværgående nordisk kooperativ, må aftalen med Apollo nødvendigvis være en appelsin i turbanen.

Nordisk tilgang i fokus
Under alle omstændigheder har netop lokalkendskabet været afgørende for Apollos valg af bureaupartner.

”For os er det vigtigt, at vores partnere forstår det nordiske marked og de forskelle og ligheder, der trods alt findes mellem landene. Ligesom Apollo har Nord DDB en organisation, hvor samarbejdet mellem de nordiske lande er centralt, og i Nord DDB har vi fundet en strategisk partner, som har god indsigt på vores marked og vores kanaler,” uddyber Ulrik Nissen fra Apollo.

Apollo er ejet af tyske REWE, og Apollo i Danmark, Norge, Sverige og Finland udgør sammen med flyselskabet Novair, Golf Plaisir, Lime Travel og træningsresortet Playitas på Fuerteventura gruppen DER Touristik Nordic AB.