DDB genfødes i ny nordisk version

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Ny struktur i DDB samler bureauerne i København, Stockholm, Oslo og Helsinki i et nyt netværk med fælles bundlinje og nyt navn: Nord DDB.

Planen med det nye Nord DDB er ifølge pressemeddelelsen fra DDB: ”At kombinere styrken fra et stærkt internationalt netværk med engagementet fra et fritstående partnerdrevet bureau i et 50/50 ejerskab mellem lokale partnere og DDB”.

Da ordlyden fremstår lidt kryptisk, har Bureaubiz talt med CEO Anders Wik og Thomas Erichsen, der er managing director, for at blive klogere på hvad sammenlægningen egentlig kommer til at betyde for den danske gren af bureauet.

Thomas Erichsen fæstner sig ved, at etableringen af Nord DDB vil give en højere grad af selvstændighed i den nu fælles-nordiske division af DDB:

”Etableringen af et nordisk micro-netværk, med en samlet bundlinje, giver os  større selvstændighed, bedre mulighed for at investere i kompetencer og nye forretningsområder samt et unikt grundlag for at udnytte og dele ressourcer på tværs af vores kontorer”, fortæller Thomas.

Men hvad kommer egentlig til at blive gjort anderledes på Nord DBB i forhold til tidligere?

Norske Anders Wik forklarer:

“Den største ændring er princippet i, at vi slår væggene ned. Det gør os alle ansvarlige på det samlede nordiske produkt og åbner op for nye muligheder. Som nordmand i Danmark ved jeg alt om, at selv om vi er tæt på hinanden i Norden, er vi også meget forskellige. I Nord DDB vil vi arbejde ud fra et åbent tankesæt, hvor det fysiske skrivebord bliver mindre vigtigt og nye måder at arbejde sammen på vil være det, som driver os – og flytter os”.

Anders Wik uddyber:

”Hvis vi har et stort projekt her i Danmark, kan vi i fremtiden på tværs af lande-kontorer sammensætte hold, der besidder de helt rigtige spidskompetencer i forhold til det specifikke projekt. Samtidig åbner det også for, at vores medarbejdere kan få lov til at komme på et projekt i et af de andre nordiske lande, vi har kontor i. Det mener vi kan være med til at skabe en endnu mere attraktiv og dynamisk arbejdsplads”.

Hvordan kommer strukturændringen helt lavpraktisk til at påvirke jeres hverdag i DDB i København?

”I første omgang vil det ikke fremstå som en verdensomvæltning, fordi vi allerede har et godt samarbejde med de nordiske DDB-afdelinger. Men i forhold til store nordiske kunder som f.eks. Elgiganten, McDonalds og Volkswagen, vil det nye set-up betyde, at vi i højere grad kan vidensdele på tværs af de nordiske landegrænser, hvilket vil betyde et endnu skarpere fokus på kunderne”, forklarer Anders Wik.

Nord DDB kommer samlet til at tælle ca. 400 medarbejdere, hvoraf 40 sidder i København. Omstruktureringen kommer umiddelbart ikke til at påvirke antallet af ansatte.

I forbindelse med etableringen af Nord DDB skifter Andreas Dahlqvist fra sin stilling som chief creative officer for Grey New York til en rolle som nordic chief creative officer for Nord DDB.

Nord DDB’s kontor i København vil fortsat blive ledet af Anders Wik, Thomas Fabricius og Thomas Erichsen som alle også vil indgå i den nye nordiske ledelse.

Svenske Niclas Mehlin er fortsætter som Nordic CEO i Nord DDB – en post han har besat de seneste 10 år.