Selvom Bates ikke kan glæde sig over at have Arla på kundelisten, så kan man på bureauet ranke ryggen over, at man for mere end 20 år siden skabte en kommunikation for Kærgården, som endnu ikke er gjort bedre.
I starten af 90’erne blev Kærgården nemlig lanceret med reklamekonceptet “Brød tænker kun på Kærgården”. Det udviklede sig i årene frem bl.a. til “Brød elsker Kærgården”, og den variant vender nu tilbage i en ny film skabt af Hjaltelin Stahl.
Det er ellers ikke mere end godt et år siden, at Arla forsøgte sig med en helt ny stil, da man investerede i et samarbejde med den amerikanske stjerne Forest Whitaker.
Det skete med erkendelsen, at det efterhånden var en del år siden, at brandet havde haft succes med sin markedsføring
“Derfor vil vi gerne give Kærgården et boost, og det er netop, hvad der sker, når man kobler en kendis på et ellers forholdsvis folkeligt brand. Vi mener dog godt, at Kærgården kan bære det – når man nu engang er største brand i kategorien må man også godt signalere det, i vores øjne,” lød det fra marketingdirektør, Jakob B. Knudsen.
Men nu erkender han, at det ikke fungerede.
“Den danske produktion har været en vigtig prioritering for os både i forhold til den kreative proces og selve produktionen. Vi har taget ved lære efter den globale kampagne med Forest Whitaker, som vi måtte erkende ikke ramte den danske mentalitet. Med det nye univers omkring “Brød elsker Kærgården”, håber vi, at ramme en lettere og mere dansk humoristisk tone, som vi tror, vil virke rigtig godt,” siger Jakob B. Knudsen i en pressemeddelelse.
Forest Whitaker kampagnen var skabt af det svenske bureau Åkestam Holst.
Den nye variant af “Brød elsker Kærgården” er udviklet af Jabali Ravn og Henrik Tvilling hos Hjaltelin Stahl og er produceret af filmselskabet Bacon. Henrik Tvilling er ikke helt ubekendt med konceptet. Han var AD-assistent for Claus Møllebro på Bates, da “Brød elsker Kærgården” blev skabt.
”Relanceringen af hele Kærgården-universet skal ses i en større kontekst. Vi er lykkedes med at relancere Karolines Køkken, og vi er lykkedes med at relancere Arla brandet. Kærgården er ligesom det sidste brand, vi mangler at få back on track, og det er det, vi gør nu” siger Jakob B. Knudsen.
https://www.youtube.com/watch?v=61duAwmMjaI
Det er ikke første gang, at det Bates-skabte koncept er blevet hentet frem fra gemmerne. Det skete også i 2011, da der skulle kommunikeres for produktvarianten, Steg & Bag. Dengang arbejdede Arla ellers på at lægge alle produkter ind under konceptet Tættere på Naturen, men det kneb med at få Steg & Bag ind under det.
https://www.youtube.com/watch?v=scadModogQA