Arla øger sit marketing-budget med 25 pct.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Marketing er en del af løsningen på Arlas udfordringer. I 2015 steg marketingbudgettet med 25 pct. og en tilsvarende stigning er på vej i 2016.

Det globale mejerimarked har sjældent været så hårdt. Således lyder det fra Arlas topchef, Peder Tuborgh i forbindelse med selskabets årsregnskab for 2015.

Det viser, at omsætningen er faldet med over 3 pct. til 76,5 mia. kr., mens nettoresultatet er endt på 2,2 mia. kr., hvilket er i underkanten af det mål, man har.

Men samtidig med, at markedet er presset, så opruster selskabet på markedsføringen. Dels offentliggjorde man fornylig en ny struktur, hvor marketing for første gang er blevet repræsenteret i den øverste koncernledelse.

Det er Hanne Søndergaard, der er rykket op i den syv mand store koncernledelse, hvor hun har ansvar for Marketing & Innovation.

Og dels får hun et voksende budget at råde over. I 2015 voksede Arlas marketingbudget med 25 pct. og forventningen er, at det samme vil ske i 2016.

I den nye Strategi 2020 har man et erklæret mål om at vokse i otte globale mejerikategorier og seks markedsregioner.

“Vi arbejder hårdt på at udvide vores salg af brandede produkter i vækstregioner uden for EU og på vores største europæiske markeder. Vi lancerer nye produkter og har i den forbindelse øget omkostningerne til markedsføring,” siger Peder Tuborgh i en meddelelse om årsregnskabet. Han siger videre:

”Vi har vundet markedsandele på de fleste af vores markeder, selvom konkurrencen er hård, og alle kæmper om deres andel af markedet, mens de globale priser er under pres. Vi er overbeviste om, at Arla har den rigtige strategi til at føre både virksomheden og dens ejere sikkert ind i fremtiden ved at holde fast fokus på organisk vækst inden for vores eksisterende varemærke-forretning.”