Ask Hybel siger op for at få en tænkepause

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Har sagt sit job som senior rådgiver hos Advice Digital op – uden at have et andet job eller bare en ide om, hvad han skal lave nu.

I foråret brugte Kforum Ask Hybel og hans kæreste Klara Sofie Svendsen som aprilsnar. Den lød, at de ville livestreame deres kommende datters fødsel på Facebook.

Men at datteren er ankommet – det er ikke en aprilsnar. Og det er heller ikke fup, at Ask Hybel efter 5 år som seniorrådgiver hos Advice Digital nu har sagt op – ikke for at lave noget andet men for at få en tænkepause. Det giver ham tid at tilbringe sammen med sin datter – men det er ikke en barselsorlov, han går på.

Det er en tænkepause.

”Det handler om at give sig selv plads til at se nye muligheder. Som konsulent i den danske bureaubranche kan det være svært at skabe sig tid til den fordybelse, som det kræver, at åbne de rigtige nye døre for sig selv. Advice Digital og jeg er så småt ved at vokse fra hinanden, og det har jeg taget konsekvensen af. Men indrømmet – det er da lidt nervepirrende at opsige sit job uden at vide hvad der venter på den anden side,” siger Ask Hybel.

For tre år siden kom han på Berlingskes årlige liste over de 100 største talenter i dansk erhvervsliv. Men det er ikke en traditionel karriere, han søger.

”Jeg prøver ikke at begrænse mig selv for meget, i mine forestillinger om, hvor jeg skal hen. Men jeg drømmer om i højere grad end tidligere at få lov at fordybe mig i det jeg laver, og bruge mine kræfter et sted, hvor jeg gør en synlig forskel for andre. Om det så bliver som konsulent, for et produkt, for en sag, i mit eget eller noget helt femte, det må tiden vise, men i første omgang bliver det rart med et pusterum, med tid til min familie. Og tid til at kunne tage samtaler om fremtiden med dygtige mennesker.”