Årsregnskabet er netop landet fra Co+ og det viser, at det har kunnet betale sig for bureauet at satse på udenlandske kunder.
Bruttofortjenesten er vokset med 30 procent, mens driftsresultatet er steget med ikke mindre end 84 procent.
De nye kunder kommer primært fra Island og som CEO Peter Kastrup-Misir, fortalte i sidste uge, så udgør udenlandske kunder i dag mere end halvdelen af forretningen.
”Vi oplever, at der er mange kunder fra nær og fjern som netop efterlyser en samarbejdspartner der kan hjælpe med at udvikle deres forretning gennem kreativ og strategisk udvikling af nye brands eller opdyrkning af nye markeder – og som netop ikke har en økonomisk interesse i at færdiggøre implementeringen. Det gør, at vi bliver et forretningsstrategisk supplement til kundernes eksisterende bureau-setup”, siger Peter Kastrup-Misir.
Bureauet ændrede strategi for nogle år siden, hvor de gik væk fra at være et full-service bureau til at være et strategisk og kreativt lead-agency.
Det har betydet en mere fokuseret tilgang til opgaven.
”Vi er blevet meget mere fokuseret på hvad vi sælger og hvordan vi løser opgaverne. Det betyder også at vi fravælger en del opgaver. Vi skal ikke konkurrere på hvor billigt og effektivt man kan producere marketingmaterialer, men derimod på hvor dygtige vi er til at øge kundernes forretning”, siger Peter Kastrup-Misir.
Nøgletal for Co+
- Bruttoavance 23,7 mio. kr. +30 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,679 mio. kr. 74+ pct.
- Lønandel 66,3 (75,8)
- Resultat af primær drift +7,842 mio. kr. +84 pct.