Badass Boz disrupter Silicon Valley

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Hun er BFFs med Obama og Beyoncé. Hun har været CMO hos Pepsi, Apple og Uber. Hun er Bozoma Saint John. Og ifølge DDB’s Spike Lee er hun ’One to watch’.

Hendes navn er Bozoma Saint John. Hendes venner kalder hende Boz. Og det er med god grund. Bozoma Saint John er nemlig marketingguruen med de ghanesiske rødder, der forenede Beyoncé og Pepsi, gjorde Apple Music verdenskendt med et ukonventionelt reklamespot under Emmy Awards og reddede Uber ud af krisen. Sådan da.

Det er imidlertid ikke så meget på grund af disse bedrifter alene, at hun for alvor lever op til sit Instagram-navn @Badassboz, men derimod det faktum, at hun har bedrevet disse ting til trods for, at hun er enlig mor og tilhører en minoritetsgruppe, som er massivt underrepræsenteret i Silicon Valley.


Alle Bozomas jobs har været nyoprettede stillinger skabt til hende. I 2015 figurerede hun på Billboards ’Top Women in Music’-liste, i 2016 på Billboards ’Female Executive of the Year’ og i 2016 på Fortunes ’40 under 40’. Herudover figurerer hun på Ad Ages ’50 Most Creative People’, Ebonys ’100 Powerful Executivess’, Fortunes ’Disrupters’ og Fast Companys ’100 Most Creative People’. Foto: Bozomas Instagram.

Med popkulturen som ledestjerne
Bozoma Saint John var 12 år, da et statskup i hjemlandet Ghana tvang hendes familie til at flygte til USA. Her havde hun svært ved at falde til på sin nye skole, hvor hun blev mødt af fordomme. Ingen udtalte hendes navn korrekt (udtales Boze-mah). Mange blev, uvidende om, at engelsk er det officielle sprog i Ghana, overraskede over hendes engelske sprogkundskaber. Andre antog, at hun grundet sit afrikanske ophav automatisk måtte være en dygtig danser. Omvendt nægtede Bozomas mor at servere pizza, når hun havde venner på besøg.

Hun fandt dog hurtigt ud af, at der var én fællesnævner, der  til trods for et hav af kulturelle forskelle kunne bruges til at bryde isen mellem hende og hendes amerikanske klassekammerater: populærkulturen.

”Popkultur og underholdning bliver ofte anset for at være overfladisk, men det er langt fra rigtigt. Det er et sprog, vi alle taler. Det forener folk i hele verden,” udtaler Saint John til Fortune.

Og netop populærkulturen har da også været en gennemgående primus motor i Boz’ videre liv og karriere. I 10. klasse stillede hun op som elevrådsformand med sloganet ’Nuthin’ but a Boz thang’– inspireret af idolet Dr. Dres ’Nuthin’ but a G thang’. Og efter high school startede Saint John på Wesleyan University, angiveligt for at forberede sig på at læse medicin, men endte med selv at gæsteundervise i Tupac Shakurs rap-tekster i sin fritid.

Det var også populærkulturen, der fik Bozoma til at udskyde lægestudiet til fordel for et sabbatår i New York – en by, der bød på uendelige doser af fest og musik. Her couchsurfede Boz hos venner og levede af vikarjobs, der bød på alt fra hundesaloner til hotelreceptioner. En dag ringede reklamebureauet DDB. Spike Lee havde netop fyret sin assistent og manglede én til at tage telefonen og hente kaffe. Her var endeligt et job, hvor hendes kendskab til populærkulturen kom til gode. Og så var lægestudiet endegyldigt passé til hendes forældres store skuffelse.

”Hun kom ind. Hun fik jobbet. Det var tydeligt for enhver, at hun var en kvinde, der ville nå langt,” siger Spike Lee til New York Times, da han blev spurgt om sit første møde med Bozoma.

Og han fik ret. Vikarjobbet blev til en stilling som projektkoordinator og pludselig var der gået fire år med flere succesfulde kampagner lagt i porteføljen.

Karrierestigningen ramte et hidtidigt klimaks, da Pepsi bestilte en kampagne, og Bozoma foreslog et colabmed Beyoncé. I dag synes det måske som en åbenlys god idé, men på dette tidspunkt havde sangerinden netop brudt med pigebandet Destinys Child og var endnu ikke slået igennem som soloartist. Samarbejdet var en satsning, men blev en kæmpe succes for Pepsi – og Beyoncé.


Da samarbejdet mellem Pepsi og DDB sluttede, tog Pepsi Bozoma med sig, og igennem et årti søsatte hun et utal af ikoniske kendiskampagner, før hun igen blev headhuntet – denne gang af Beats Music, barndomsidolet Dr. Dres musikstreamingtjeneste, der senere blev opkøbt af Apple Music.

Sceneskifte: Da Bozoma disruptede Apple med hoop-øreringe og Rapper’s Delight
Efter 10 år i kulissen på store kampagneproduktioner blev det tid til selv at træde frem i spotlightet. Og Bozoma blev da også nærmest øjeblikkeligt et internetfænomen, da hun – som den første sorte kvinde nogensinde – indtog scenen til Apples Worldwide Developers Conference i juni 2016, i enlyserød, tætsiddende kjole, stor krøllet afro og enorme hoop-øreringe. Hendes tone-of-voice var afslappet: ”Jeg talte til dem, som jeg taler med mine veninder”.

Hun var eventets fjerde keynote-speaker efter Kevin Lynch, Craig Federighi og Eddy Cue: Tre højtprofilerede vicedirektører, der én efter én havde dysset publikum hen med deres tech-tunge snak om opdateringer her og forbedringer der. Saint John derimod var ikke et alment kendt ansigt, men efter den 1.93 meter høje amazone havde fået hele salen til at synge med på klassikeren ’Rapper’s Delight’, var hun the talk of the town.

Business Insider og Der Spiegel faldt i svime over ”badass Boz”, The Verge kørte overskriften ”Bozoma Saint John er min helt”, Buzzfeed kaldte hende ”den sejeste Apple keynote-speaker nogensinde”, imens New York Magazine kårede hende til ”eventens sande stjerne”.

Bozoma selv lod sig dog ikke rive med, men har siden udtalt, at hypen i mindre grad hænger sammen med hendes unikke persona og i højere grad peger på tech-industriens mangel på diversitet: ”Det faktum, at man fandt min optræden overraskende og nyhedsværdig, understreger blot, hvor snæver industrien egentlig er”. Ikke desto mindre blev det et vendepunkt i Boz’ karriere.


Imens nogle forretningskvinder afholder sig fra at have familiebilleder på kontoret af frygt for at virke uprofessionelle eller sentimentale, går Bozoma hele vejen med bikinibilleder på sin Instagram. Hun får af og til kritik for at ’over-share’, men nægter at være andet end 100 % sig selv. Foto: Bozomas Instagram.

Kvinden, der skulle redde Uber ud af krisen
Omtrent et års tid inden, Bozoma takkede ja til stillingen som chief brand officer hos Uber, stod hun uden for Four Seasons Hotel Austin, Texas, og ventede på en Uber-vogn, som skulle køre hende til en forretningsmiddag hos en kendt musiker.

Da bilen ankom, havde hun ikke lyst til at sætte sig ind i den. Bilen var så ramponeret, at Bozoma ikke kunne dy sig for at spørge chaufføren, om det nu var helt sikkert at køre med ham. Chaufføren klagede sin nød. Nogle taxichauffører havde i protest vandaliseret hans køretøj, og han skulle bruge de penge, han tjente på køreturen med Bozoma til at reparere skaderne.

Han fortalte endvidere, at han også var nødsaget til at bruge de penge, han havde sparet op, til at købe Iggy Pop-koncertbilletter – hans afdøde brors yndlingsrockmusiker.

Bozoma troede ikke sine egne ører. Musikeren, hun skulle til middag hos, var netop Iggy Pop. Hun spurgte straks den stakkels Uber-chauffør, om han da ikke ville med som hendes date. Der var ikke et øje tørt.


Uber-chaufføren, Iggy Pop og Bozoma. Foto: Bozomas Instagram.

Det rørende sammentræf blev foreviget på Bozomas Instagram og herfra gik der ikke længe, før Arianna Huffington, stifter af The Huffington Post og bestyrelsesmedlem i Uber, fik øjnene op for Bozoma. Hun var som skræddersyet til at få Uber ud af den onde spiral af moralske og lovmæssige skandaler, som transportvirksomheden var syltet ind i.

Men hvem ville forlade et job, hvor man til dagligt arbejdede tæt med musikindustriens største stjerner, til fordel for en virksomhed, der stod midt i en regulær brandkrise?

Bozoma ville gerne. Hun mistede sin mand til kræft kort tid før, hun skiftede fra Pepsi til Beats/Apple. Til Cosmopolitan fortæller hun, hvordan tabet af sit livs kærlighed gjorde hende frygtløs:

”Håndjernene røg af den dag. Jeg stoppede med at spekulere længe over tingene. Jeg droppede for og imod-listerne. Jeg går ikke længere og summer over store beslutninger i seks måneder. Min mand fik sin diagnose og døde inden for seks måneder. Der er ikke tid til at vente, summe og spekulere. Jeg følger udelukkende min mavefornemmelse.”

@badassboz

Kransekagefigur?
Når man ikke er som alle andre, er man ofte også genstand for kritik. Det er ikke anderledes i Bozomas tilfælde. Da hun i sommer skiftede fra Uber til Endeavour, fik hun straks til opgave at genetablere pizzaproducent Papa John’s omdømme, der hang i en tynd tråd efter, CEO John Schnatter havde brugt n-ordet i offentligheden.

I den forbindelse blev Bozoma kritiseret for udelukkende at blive rekrutteret i firmafrelsende stillinger, fordi hun var en sort kvinde og dermed mest af alt fungerede som en kransekagefigur, der havde til hensigt at repræsentere den ’moralske’ ændring, som virksomheden ønskede at signalere udadtil.

Denne anklage er imidlertid en reducering af Bozomas bedrifter. Heldigvis lader Bozoma ikke kritikken påvirke hende synderligt. Tværtimod er hun vant til, at hendes køn og hudfarve altid har en indvirkning på andres opfattelse af hendes arbejde og succes.

”Der er nogle bestemte ting, som nogle får gratis. Såsom antagelsen om, at du har styr på, hvad du laver. Som sort kvinde skal du igen og igen bevise, at du rent faktisk ved, hvad du laver. At du har gjort det mange gange før.”

Og det er netop grunden til, at hun sagde ja til endnu et jobskifte. Det forklarer hun i et interview med ESPN:

”Lad os tælle de sorte kvinder i C-level-stillinger i Silicon Valley. Det er hurtigt overstået. Så når der kommer en mulighed min vej, så skal jeg tage den. Jeg er nødt til det. Fordi jeg har – som kvinde – noget, der skal bevises. Jeg skal holde døren – også selvom den er tung”.