Banale bare bryster fra Fleggaard

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Topløse piger i faldskærm ligner spekulation i at spare indrykningsbudgettet.

Når begrebet viral kan tænde julelys i øjnene på annoncører, skyldes det tanken om, at forbrugerne selv går ind og ser reklamefilmene, så man kan spare hele indrykningsbudgettet.

Spørgsmålet er så bare, hvad der kan få forbrugerne til at se en reklamefilm helt frivilligt.

Grænsehandelsbutikken Fleggaard og Uncle Grey har tyet til den mest banale løsning på dette problem: piger med bare bryster.

Filmen er på 2,45 min. så den er næppe lavet til tv-visning. Dette skrevet uden at vide, om den vil støde på nogle juridiske grænser. Men den er ikke mere fræk end, at det formentlig kun er feminister, den for alvor kan provokere.

Filmen viser en masse oppumpede og topløse piger, der springer i faldskærm og former et slagtilbud på himlen – måske er det derfor, den kan gøre indtryk i det puritanske Amerika, hvor bare bryster er mere forbudt end maskingeværer.

Helt tilfældigt (må man gå ud fra) har en amerikansk IT-blogger nemlig fundet filmen og begejstret karakteriseret den som verdens bedste reklamefilm. Da han beskrives som meget indflydelsesrig kan det måske være med til at booste interessen i Danmark, som jo må være Fleggaards marked. Det eneste, der mangler, er et par feminister, der bliver provokeret. Så skal opmærksomheden nok komme i gang.

“Det ligner helt klart spekulation i en viral effekt”, siger Patrick Isaak, der efter mange år som kreativ direktør i Saatchi & Saatchi nu er selvstændig. Han fortsætter:

“Men man kan ikke bare skyde filmen ned som banal. Det er faktisk en sjov ide, at pigerne skriver ‘Vaskemaskine 4000 kr.’ på himlen – eller hvad der nu præcist står. Verdens bedste reklamefilm – det er det dog ikke – og det udsagn siger mere om bloggeren end om filmen. Han har måske gået i en skole, hvor man lærte skabelsesteori i stedet for Darwin, men forstand på reklame har han ikke nødvendigvis meget af.

I kommerciel kommunikation er det naturligt, at man søger opmærksomhed. Spørgsmålet er, om opmærksomheden er relevant, og det er jeg i tvivl om i dette tilfælde. Afleveringen af budskabet overskygger selve budskabet. Jeg grinte, men reflekterede ikke meget over budskabet, og jeg har svært ved at kæde hele deres kommunikations-koncept sammen med Fleggaard. Derfor giver det ikke rigtig en positiv afsmitning”, siger Patrick Isaak.

PS! Nu vi beskæftiger os med banal opmærksomhed, så skal det retfærdigvis siges, at overskriften på denne artikel kan beskyldes for at gøre det samme.

Se filmen her: http://www.fleggaard.dk/movie.aspx