Lars Seier Christensen, adm.dir. for Saxo Bank forklarer i et indlæg i Børsen ikke blot, hvorfor Saxo Bank også i 2012 – og dermed på femte år – sponsorerer Bjarne Riis’ cykelhold.
Han plæderer også for, at cykelsport er en god investering for internationale virksomheder generelt. Og han undrer sig over, at sponsorerne ikke stod i kø for at hjælpe HTC-Highroad, der lukker efter denne sæson.
Ifølge Lars Seier er det kun i Formel 1 og i cykelsporten, at man kan opnå en global eksponering med så stor fokus på sponsorbrandet, men Formel 1 er dyrere, opgjort som pris pr. seer.
I 2010, så mellem 4- og 5 mia. tv-seere et løb med Team Saxo Bank, hvoraf mere end 2 mia. seere fulgte en etape af Tour de France.
41 timer blev Saxo Banks brand vist i Touren, hvilket ifølge Lars Seier kan beregnes til en reklameværdi på ca. 150 mio. kroner alene i USA og Europa. Herudover kommer seerne fra resten af verden, tilskuerne, der møder op til løbene, den trykte presse, og alle de andre cykelløb.
Lars Seier argumenterer videre, at også på lokalt plan og i rekrutteringssammenhæng er et cykelsponsorat en fordel: Kunderne kan tilbydes unikke oplevelser og med de mange nationaliteter på holdet, kan man give oplevelserne et lokalt præg.
Desuden er der jo andre “lokale” store løb end Tour de France bla. i Danmark, Benelux, Australien, Polen, USA, Schweiz og Italien. På medarbejdersiden betyder det noget for stoltheden at vise flaget i lokale løb.
Han mener, at et hovedsponsorat i cykelverden vil være relevant for både B2B og B2C virksomheder, hvor behovet er at komme globalt ud.
“For eksempelvis en stor B2C konsumvareproducent med retailmarkeder verden over virker det efter min mening som en no-brainer (noget som kræver en lille mental anstrengelse eller intelligens at forstå, red.),og man kan undre sig over, at sponsorerne ikke stod i kø for at hjælpe det succesfulde HTC-hold videre efter deres mange sejre i de seneste år”, skriver Lars Seier Christensen i indlægget (Børsen, p. 2).
“Branding og marketing er flyttet ud af marketingafdelingen”
Kunstnere inden for musik, litteratur og film brander sig selv og deres produkter via f.eks. Facebook, Youtube og Twitter.
Bandet Everybody Loves Drums er et eksempel på dette. Inden de overhovedet begyndte at spille sammen som band burede de sig inden for at planlægge deres marketing-strategi.
Resultatet af deres markedsføring på de sociale medier og viralt, betød, at da de holdt deres første koncert, var der en gruppe af publikum, der allerede kunne synge med på deres sange, selvom de endnu ikke havde udgivet en cd.
Ifølge professor Dannie Kjeldgaard fra Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet er bandets bevidsthed om branding typisk for selvudgivende kunstnere i dag:
“Branding og marketing er flyttet ud af marketingafdelingen, og det er i høj grad blevet et gør det selv-fænomen. Disse selvudgivere tilhører en ny generation af kunstnere, der er vokset op med markedsføring og branding. Og det er et af de paradokser, som marketingafdelingerne arbejder med lige nu”.
Professoren mener, at det stiller nogle nye krav til marketingafdelingerne, når målgruppen for et produkt pludselig er meget bevidst om processerne bag brandingen – og det er en virkelighed, som gør-det-selv kunstnerne er gode til at manøvrere i:
“Man hører flere tilfælde af, at disse nye kunstnere omfavner denne logik om marketing frem for at isolere sig fra den. Den traditionelle model minder om den, som Zentropa har, med Lars von Trier som det kunstneriske geni og Peter Aalbæk som forretningsmanden. Kunst og forretning har man tænkt som meget separate sfærer i samfundet, og der ser vi nu en stigende tendens, til at de to ting smelter sammen”.
Hans Tosti er senior konsulent hos IBC Marketing & Kommunikation og hjælper den danske musiker Tina Dickow med at navigere i de sociale medier og han er helt enig med professoren:
“Branding på de sociale medier handler i høj grad om ærlighed. Der er mange bands – især i den etablerede branche – som bare bruger Facebook til at sprede et budskab om, at nu kan I købe vores cd og koncertbilletter – lidt i stil med en reklame på TV 2. Det er meget tydeligt at se, at der sidder nogle gamle pladeselskabsfolk og managers bag disse kunstneres navne rundt om på nettet. Og der er selvudgiverne helt klart bedre til at være i øjenhøjde og interagere med deres fans”.
Hans Tosti tilføjer, at det er vigtigt at pakke det kommercielle langt væk og give fansene noget, der er så godt, at de har lyst til at dele det i deres sociale netværk.
Hans Tosti og Tina Dickow har været meget bevidste om at skabe en troværdig tilgang til hendes aktiviteter på Facebook og derfor sidder hun selv og uploader bl.a. videodagbøger og har skrevet en sang sammen med hendes fans på Facebook, der er lagt ud til fri download (Jyllands-Posten Kultur, p. 18-19).
Sponsorer med egen bøfsaloon
DC Beef, der er oksekødsdivisionen hos Danish Crown, er blevet sponsor på Skanderborg Festival. Lige som på Roskilde-Festivalen, bliver man ikke “bare” sponsor. Der skal knytte sig en god ide til sponsoratet. For DC Beef blev det at kæde bøfferne sammen med cowboys og en rigtig saloon, således at der nu er en “Bøf Saloon” på festivalen.
“Vi havde brug for en ny platform til at markedsføre vores oksekød på det danske marked, og i forvejen er koncernen jo involveret med festivalen i vores svinekødsdivision. Så det var naturligt for os at kigge mod Skanderborg”, siger salgsdirektør Finn Klostermann fra DC Beef.
I modsætning til svinedivisionen har DC Beef op mod halvdelen af sin afsætning herhjemme.
“Vi har tre formål med at være her: Dels kommer vi rigtig tæt på forbrugerne – og får en hurtig kontant tilbagemelding. Dels ville vi lave en god event for medarbejderne, og endelig vil vi jo også gerne møde vores kunder på en uformel måde.
De 35 medarbejdere, der arbejder i salonen, er Danish Crowns egne, som har tmeldit dsig til 21 timers frivilligt arbejde mod at få armbånd til festivalen samt telt og forplejning (Børsen, p. 37).
Roman om kommunikationsbranchen
“Christina Matthiesen har skrevet en roman, hvor hun satiriserer over kommunikationsbranchens umådelige selvoptagethed og overfladiske relationer, dens medarbejderpleje, som er spændt ud mellem hedonisme, forkælelse og kort proces, når performativiteten svigter”.
Sådan lyder anmeldelsen for debutanten Christina Matthiesens roman: Konsulenten og praktikanten.
Anmeldelsen fortsætter: “Romanen er velskrevet, og Matthiesen har en fin, underspillet sarkasme, der balancerer fint imellem det udleverende og empatiske. I det hele taget vældig gode takter, også selvom helheden forbliver vel rudimentær og uforløst”. Og så får bogen tre ud af seks mulige stjerner.
Bogen er udkommet på forlaget Pladask, som er forfatterens eget forlag (Berlingske Kultur, p. 15).
