Barberblade med et snert af Old Spice storhitter viralt

Peter Engholm
25@mail.dk

2 mio. visninger på 5 dage – på en 90 sek. reklame for et net-abonnement på barberblade. Den trækker på stilen og charmen fra Old Spice, og det holder.

Det er nemt, bekvemt og billigt: 1 dollar om måneden for barberblade (+ 2 dollar for forsendelse). Tilsæt en sjov reklame, og det kører for dig.

Det kører i al fald for Dollar Shave Club og Michael Dubin. Den tidligere digitale marketingchef for Sports Illustrated er medstifter og adm. direktør i clubben samt tekstforfatter og hovedrolle-indehaver i en reklame (se den her), der boomer på YouTube i skrivende stund.

Reklamen trækker på den fortællestil og træfsikkerhed, der gjorde The Man Your Man Could Smell Like til en viral-buster for Old Spice.

Og Mike er herligt ublu – og skinnebens-sparkende til Gillette, der har galakse-herredømmet over barberblade – i flere af sine replikker:

“Do you like spending $20 a month on razors? $19 go to Roger Federer”.

“Do you think your razor needs a vibrating handle, a flashlight, a back scratcher and 10 blades? Your handsome-ass grandfather had one blade … and polio.”

Det er så godt, påpeger AdFreak, at det næsten tangerer en parodi. Uanset hvad er det befriende anderledes end de sædvanlige barberreklamer.

Nej, Dollar Shave Club er ingen parodi – man har hentet over 1 mio. dollar ind i startkapital og udvider allerede nu forretningen med andre blad-varianter; The 4X til 6 dollar om måneden og The Executive til 9 dollar (med 6 blade, hvilket egentlig underminerer Dubins skud mod de 10 blade). Og det stopper ikke her, hvis man spørger hovedpersonen:

“Jeg vil gerne have, at folk ser os som en af de første online-only brands i kategorien,” siger Michael Dubin til TechCrunch.