Bark Group har endnu engang præsteret et eksempel på den ganske særlige tone og stil, man anvender i kommunikation til det amerikanske børsmarked, hvor bureauet er noteret (mini-børsen OTC Bulletin Board).
I denne uge har man pralet med, at en “Bark Stockholm partner vinder en betydelig kunde”.
Der er tale om det norske bureau In Sight, som har vundet Reitan Group fra Carat. Reitan rummer bl.a. Rema1000 og er en af Norge’s største annoncører.
Fakta er dog, at Bark kun står til at blive minoritets-ejer i In Sight. Ejerandelen forventes at blive 30 pct. og i øvrigt er der endnu ikke givet meddelelse om en endelig effektuering.
Hertil kommer, at der rent faktisk er tale om en to måneder gammel nyhed. In Sight vandt Reitan i april halvanden måned før, relationen til Bark bliver nævnt første gang.
I meddelelsen til OTC Bulletin Board står desuden, at In Sight venter at forøge sin omsætning – på grund af Reitan samt andre nye kunder.
Men det burde også helst være tilfældet idet bureauet er spritnyt. Etableret i 2009 og netop nu ved at etablere sig, ansætte folk og flytte ind i nye lokaler.
Starter man fra 0 så skulle der meget gerne være omsætningsfremgang i vente.
Da Bark første gang (d. 9. juni) nævner en mulig overtagelse af 30 pct. af InSight, blev det – uden at nævne navnet – karakteriseret som et “well known media agency in Norway”, og Bark Stockholm’s adm. dir., Niclas Fröberg, talte om en imponerende track record.
Denne udtalelse skal dog ses i lyset af, at den ene af stifterne af In Sight, Geir Kjærnes, d. 21. april sagde til Kampanje:
“In Sight Communication er et nystartet mediebyrå. Vi retter oss mot ulike kunder i et marked som er vanskelig å komme inn i. Vi starter for fullt i 2011 og er nå i ferd med bygge opp selskapet.”
Forventningen er at ansætte op til 10 personer i løbet af i år.
Bark skal betale 4 mio. kr. for de 30 pct. Men der skal åbenbart flere penge til for at starte bureauet op.
In Sight folkene fortalte d. 21. juni til Kampanje, at man har hyret et mæglerselskab til at rejse 1,6 mio. kr., så ” In Sight kan komme seg opp å stå i en tidlig fase.”
Man skal blot tilbage til sidste uge for at finde et andet eksempel på den særlige kommunikation fra Bark til amerikanske investorer.
Her pralede man med Ecco på en sådan måde, at det kun kunne opfattes således, at skofirmaet nu var kunde hos Bark.
Problemet var bare, at sådan så Ecco ikke på det. Ecco havde hyret hedengange Profui til et mindre projekt først på året, men det var blevet udført hos Bark, da Profui-direktør, Kasper Kjærbye Larsen var flyttet til bureauet som digital chef.
Ecco afviste således over for Bureaubiz at være kunde hos Bark.
Bureaubiz har stillet en række spørgmål vedrørende In Sight til Bark Groups bestyrelsesformand Bent Helvang og adm. direktør Anders Hageskov, men de har endnu ikke svaret.