Med 45 år i branchen og en dåbsattest, der nu siger 60 år, så hører Bates’ kreative partner, Ib Borup, klart til blandt den danske reklamebranches veteraner. Men vel og mærke ikke en tilbagetrukket en af slagsen.
For nok har han overladt bureauets kreative ledelse til Peter Strange Echwald, der sammen med Thomas Brandt og Susanne Lund nu udgør bureauets ledelse, men Ib Borup er fortsat seniorpartner og medejer og en yderst aktiv del af holdet.
Og hvorfor skulle han ikke være det. Han har ikke bare været med i mange år – han har præget branchen kreativt med mange markante arbejder.
Mest kendt er han nok for DSBs Harry & Bahnsen, der er en af Danmarks-historiens populæreste reklamekampagner.
Den var så populær, at den aflivede TV2’s månedlige pris, Den Glade Seer, der blev uddelt i de første år af dette årtusind, og som byggede på en analyse blandt seerne. Det blev ganske enkelt for ensidigt måned efter måned at tage forbi Bates og aflevere en statuette.
Men hans kreative cv rummer andet og mere. Selv vurderer han, at have været med til over 500 film. Kærgården, Posten og mange andre film, som han er glad for. Der er dog en kunde mere, som ud over DSB fylder meget på listen: Rådet for Sikker Trafik, der engang hed Rådet for Større Færdselssikkerhed.
“Jeg begyndte første gang at arbejde for dem omkring 1984 – og jeg arbejder stadig for dem. Jeg tror, jeg har lavet 30 film for dem – heriblandt Kurt ka’ li’ kubik, der tilbage i 80’erne var første gang man lavede en serie,” siger Ib Borup.
Ib Borup har de sidste 20 år været på Bates, men før da var han på nu hedengangne DMB&B, hvor han huserede i 13 år – bl.a, med Kurt ka’ li’ kubik.. Hans vej ind i reklamebranchen startede dog allerede som 15-årig, hvor han blev ansat på Dansk Reklameproduktion.
“Jeg var da blandt de yngste i reklamebranchen. Jeg kom på Grafisk Højskole som 17-årig og var her en af de yngste. Jeg blev hurtigt kreativ direktør på Massius (som DMB&B hed dengang, red.) og var således en af de yngste kreative direktører i branchen. Det er lidt mærkeligt pludselig at være en af de ældste,” siger Ib Borup.
På et andet punkt er han også veteran – han er Cannes-veteran. Godt nok var han der ikke i år grundet Bates’ svære år i 2013 – men det var første gang i 30 år, at Cannes måtte klare sig uden Ib Borup. En trofasthed, der i sig selv burde kvalificere til en Guldløve. Sådan en er det dog aldrig blevet til – men det har været tæt på engang.
“Døden uden cykellygte blev tilbage i slutningen af 80’erne spået rigtig gode chancer i netværket, og den fik også enorm positiv respons i Cannes. Men det blev kun til bronze. Den skulle nok have været skåret skarpere. Det var en sort-hvid film og jeg sluttede den med budskabet rullende over skærmen som en anden Bergman-film. Der tabte jeg nok Guldløven,” siger Ib Borup – der selvfølgelig også har fået lov at prøve rollen som jury-medlem i Cannes.
Han er blevet morfar for to år siden til drengen Elliot, og det fylder meget. Rigtig meget.
“Det er virkelig stort – det er noget alle burde have lov til at prøve. Det er nok den største pris af alle,” siger Ib Borup – og indrømmer, at han nok i dag også er Bates’ kreative morfar.
“Du får det bare til at lyde gammelt,” siger han.
Men jo – der skulle et generations-skifte til.
“Jeg mener, det var en rigtig beslutning, at gennemføre et generations-skifte, og jeg er særlig glad ved, at det er en tidligere Bates-mand, der har overtaget det kreative ansvar. Det er tydeligt at mærke, at han gør en forskel. Men min arbejdsglæde er fortsat stor, og jeg arbejder sammen med en masse gode kollegaer, så jeg er på ingen måde på vej væk,” siger Ib Borup og slutter med et ønske til fremtiden.
“Jeg vil ønske, at Bates kan genvinde sin position i den danske reklamebranche – at vi vil blive opfattet for det, vi altid har stået for: stærk kreativitet til løsning af forretnings-problemstillinger. Og jeg vil elske at få lov til at være med til at genskabe den opfattelse.”
Ib Borup fejrede sin fødselsdag i denne uge med familien i New York. I dag fejres han så hos Bates.