Bates’ nye kreative chef: Vi lever i en guldalder

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Portræt: Peter Strange Echwald tiltræder på mandag som ny kreativ direktør på Bates. At han glæder sig, skyldes også branchens muligheder: At ideerne er utallige, og der er blevet kortere mellem wauw-oplevelserne.

Peter Strange Echwald – AD’er og Bates Y&R’s nye kreative direktør – ligner ikke en basketball-spiller, men efter en time i hans selskab ligger sammenligningen lige for: Han slår sig måske ikke for brystet og laver slamdunks, men han får ikke desto mindre bolden i kurven – effektivt og elegant. Dertil kommer en smittende spilleglæde.

Den målrettede entusiasme får Bates Y&R glæde af fra og med den 1. september – og når Peter Strange glæder sig til at komme i gang, så skyldes det både bureauets ledelse og den tid, vi lever i. Det sidste først:

”Vi lever i en guldalder. Tænk på, hvor ofte vi siger ”wauw”. Tidligere varede talk of the town et par uger, nu sker der noget nyt – og fantastisk – hele tiden. Der er både flere ideer og flere kanaler end nogensinde. Det er et klondyke, og det er fedt. Samtidig er kunderne også indstillet på, at deres marketing kan ske i mange helt nye kanaler, så længe det giver god mening. Det bliver en fantastisk tid,” siger Peter Strange.

Den nye ledelse trak

At han tiltræder på netop Bates, skyldes i høj grad ledelsen i form af adm. direktør Thomas Brandt og strategisk direktør Susanne Lund. En ledelse, han nu bliver en del af.

”De har samme indstilling som mig. Det gælder både dét at have ja-hatten på og at bruge energien rigtigt. Det er ikke nok at få ideerne, man skal også have modet til at udkomme: Man skal klæde både kunden og sig selv godt på, og det er hårdt arbejde,” siger Peter Strange.

Bates Y&R er er ikke noget tilfældigt valg for Peter Strange. For det var her det hele begyndte, og at han afløser Ib Borup på posten som kreativ direktør, har et næsten rørende skær over sig.

”Det var Ib Borup, der – sammen med Jørn Duus – tilbød mig et job i sin tid. Jeg husker, at jeg blev fyret efter en uge. Jeg skulle være assistent for Claus Møllebro, som ude fra gangen råbte ”Har I ansat en assistent til mig … uden at tale med mig om det?! Ham kan I godt fyre igen!”. Så gik han ind, hvor jeg sad og tegnede – kiggede på det og sagde ”Du må godt blive her lidt endnu”. Det viste sig, at Claus og jeg tegner på samme måde. Han husker det nok anderledes, men det er også længe siden. For nyligt arbejdede jeg sammen med ham på AdPeople for Saxo Bank.”

Makker med Nicolai Stahl

Fra Bates gik turen til New York for at lære at lave film og derefter tilbage på Bates igen. Her blev det til et flerårigt makkerskab med Nicolai Stahl, afløst af et par år i Amsterdam, for så at finde sammen igen bagefter.

”Nicolai Stahl var i mellemtiden gået sammen med Steffen Hjaltelin. Det var endnu ikke så stort, men de havde ambitioner, og vi skulle vise de andre, hvad vi duede til – så det gjorde vi. Martin Mohr var også kommet ombord fra Framfab, og her lærte jeg om den digtiale verden fra en af de bedste,” siger Peter Strange.

For tre år siden blev Peter Strange far og fik hovedet skruet sammen på en ny måde – og behov for den fleksibilitet, der ligger i at være freelance.

”De forskellige job og steder, jeg har været, har været perfekt timet i mit liv. Og jeg var som freelancer herre over min egen tid, men det var en énmandshær og svært at overbevise f.eks. Velux om at de skal ansætte en freelance AD’er til at udvikle deres marketingstrategi for de næste tre år. Forståeligt nok, måske,” siger Peter Strange.

Han ser en stor inspiration i Cannes-vinderen i Product Design, G-Star Raw, der – bistået af bl.a. Pharrel – fik skabt stor opmærksomhed for affaldet i verdenshavene via en serie jeans lavet af netop plastaffald, der bliver fisket op.

”Bureauer har alletiders chance for at gøre sig gældende her – vi har altid gjort det. Med emballage og design. Men det er først nu, at det bliver anerkendt, og det er rykket fra below til above the line,” siger Peter Strange.

Brug for åbenhed

Han understreger vigtigheden af at lade inspirere – og ikke uvæsentligt: At lade andre blive inspireret af ens eget arbejde.

”De dygtigste kreative, jeg kender, har alle tre ting til fælles: De er nede på jorden, de er passionerede, og de er åbne – og den åbenhed skal vi bruge i branchen,” siger Peter Strange.

Åbenheden kan i bedste fald starte en positiv udvikling: At højne det kreative udkomme blandt bureauerne, og dermed øge rekrutteringsgrundlaget:

”Søren Christensen fra Robert/Boisen bruger analogien fra restauranterne – de spiser hos hinanden, de mødes på kryds og tværs, deler viden, de er åbne … og i dag har danske restauranter 17 Michelin-stjerner, og verdens bedste restaurant hedder Noma. Og vi skal have den danske reklamebranche højere op. Der er meget kreativ talentmasse i Danmark, så der er ingen undskyldninger,” siger Peter Strange.