I fredags kunne Bates Y&R juble og lade sig hylde ved Creative Circle Award, da bureauets film “Eric” som den eneste i kategorien “Film, singles” blev løftet fra shortlisten op til en statuette – af sølv.
Således Danmarks bedste enkeltstående reklamefilm, der kan ses her, men hæderen var bittersød – for filmen forbliver enkeltstående, idet kunden, Nupo, har stoppet samarbedet med Bates.
Og årsagen er ikke, at filmen udelukkende har kreative kvaliteter – for også på anden vis har “Eric” gjort et godt stykke arbejde for Nupo. Det understreger Nupos adm. direktør, Jesper Schmith Kampmann:
“Det er en rigtig, rigtig god film, der bl.a. har skabt en enorm awareness. Den har været en del af en overdådig succes, som Nupo har haft de seneste mange år. Men filmen kommunikerer slankeprodukt, og vi er mere end dét – derfor spiller vi den ikke længere,” siger Jesper Schmith Kampmann.
Succesen, understreger Jesper Kampmann, skyldes også, at Nupo har været forskånet for konkurrence – indtil for et års tid siden. En konkurrence, der har givet anledning til at træde ikke bare ét, men flere skridt tilbage.
“Vi har redefineret Nupos reason-for-being, altså vores why. Hvad er grunden til, at vi møder på arbejde hver dag? For at hjælpe mennesker med at forbedre deres liv, hvilket ikke kun gælder vægttab. Der kan være både fysiske, psykiske og emotionelle barrierer for folk til at forbedre deres liv, og her bevæger vi os ind på how, altså hvordan vi løser opgaven,” siger Jesper Kampmann.
Den ændrede tilgang omfatter også bureauerne.
“Vi har haft forskellige bureauer på forskellige opgaver: Bates, der lavede vores film, vi har haft et bureau på emballagen og et digitalbureau, i form af Brandhouse Digital. Vi har informeret vores tidligere samarbejdspartnere om, at vi ønsker at samle opgaverne – og informationerne – på ét bureau ud fra bl.a. marketing-økonomiske overvejelser.”.
Det nye bureau får plads i et strategisk advisoryboard sammen med bl.a. Nupos mediabureau, Mediacom, der ikke blot har bevaret sin plads gennem redefinerings-processen, men også har bistået Nupo med den.
Er Mediacom jeres lead-bureau – eller får advisoryboardet dén rolle?
“Nej, vores kommende bureau bliver leadbureau. Vi har kig på enten et reklamebureau, der ejer et digitalbureau, eller et digitalbureau, der har søsterbureau i samme koncern,” siger Jesper Kampmann.
Han forventer at have fundet det nye bureau inden sommerferien, og bureauet skal være klar til at rykke hurtigt i felten.
“Vi har kigget på, hvordan vi flytter os og differentierer os i forhold til konkurrenterne. Vi er en mellemstor dansk virksomhed, alene med dette fokus, mens vores konkurrenter er internationale konglomerater, og vi agter at udnytte den fordel, der ligger i at kunne reagere hurtigt – så vi konstant ligger foran dem,” siger Jesper Kampmann.