BBDO får nye budgetter fra Danske Spil

Peter Engholm
25@mail.dk

Vel at mærke, når spillemarkedet bliver liberaliseret. Da følger poker og casino fra Danske Spil, som er meget tilfreds med bureauets indsats med Oddset.

Det danske spillemarked skulle have været liberaliseret, men det trækker ud – sandsynligvis til sommer – p.g.a. en lang ansøgningsprocedure samt en klage fra spilleautomatbranchen.

Det forhindrer nu ikke Jens Aaløse – adm. direktør i Danske Spil for de spil, der udstedes licens til at drive – til at kigge på sit bureausamarbejde … og være tilfreds med dét, han har.

BBDO er Danske Spils bureau for Tips og Oddset, og det samarbejde står til at blive udvidet. Det vil ske, når der bliver givet tilladelse til drive netbaseret poker- og casinospil i Danmark.

“Når jeg kigger på et bureau, ser jeg på, om det har leveret de kommercielle resultater, der skal til. Og Oddset har vækstet en halv mia. kr. de seneste fem år – vel at mærke i en periode med andre aktører på sportsbetting. Vi har et fremragende samarbejde med BBDO – de har gjort det godt,” siger Jens Aaløse.

Hans direktør-kollega i Danske Spil, Mette Dyhr, har taget hul på bureaukonkurrencen – i form af en prækvalifikation til et offentligt udbud – inden for de såkaldte monopolspil som Lotto og skrab.

Men tilsvarende øvelse ligger ikke lige for hos licensspillene, hos Jens Aaløse.

“Hvis spillemarkedet ikke bliver liberaliseret, så skal vi i udbud – men først i 2012. Hvis spillemarkedet bliver liberaliseret, så er vi ikke underlagt samme udbudsregler. Men særligt på de store aftaler kan det være ganske fornuftigt med at køre en bureaukonkurrence efter de samme regler og samme åbenhed i processen, som man kender fra offentlige udbud, så der ikke opstår diskussioner efterfølgende,” siger Jens Aaløse.

Hvis spillemarkedet – som ventet – bliver liberaliseret, så behøver en bureaukonkurrence ikke at ligge lige om hjørnet, og BBDO vil fortsætte som Danske Spils bureau på licensspillene. Og det behøver ikke være begrænset til Oddset og Tips – samt casino og poker.

“Vi kigger i 2011 på, om vi – inden for rammerne – kan udvide spilobjekterne til også at omfatte andre målgrupper end mænd i alderen 18-35 år. Det kunne f.eks. være spil, der også appellerede til kvinder,” siger Jens Aaløse.