BBDO: Medarbejderne blev dyrere. Men var pengene værd

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den gennemsnitlige personaleomkostning steg markant i bureauet. Men overskuddet steg endnu mere.

For et bureau er en winwin situation, når man kan betale for de bedste folk og samtidig øge indtjeningen.

Den øvelse lykkedes for BBDO i 2008. Den gennemsnitlige personaleomkostning steg med hele 18,7 pct., men bruttoavancen pr. medarbejder steg med endnu mere, og på bundlinjen stod et overskud, der blev næsten fordoblet.

“Vi har satset på flere seniorfolk og færre juniorfolk, og det har slået igennem på regnskabet. De er dyrere, men det er en bevidst satsning, som vi tror, vil stille os styrket, når krisen er overstået”, siger økonomidirektør Anders Ertmann.

Den gennemsnitlige personaleomkostning var i 2008 på 724.028 kr. – men til trods for den markante stigning faldt lønandelen faktisk en anelse.

Anders Ertmann er endda relativt positiv over for udviklingen i 2009. Man har kunnet klare en tilpasning via en særdeles velbeskrevet naturlig afgang – det nye McCann Worldgroup har hentet fire ledende folk – og samtidig er Atmosphere fusioneret ind i bureauet.

Samlet vurderer Anders Ertmann de foreløbige resultater for 2009 som gode.

Nøgletal for BBDO

  • Bruttoavance 38,829 mio. kr. +16,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,079 mio. kr. +18,7 pct.
  • Lønandel 67 (68)
  • Resultat af primær drift 3,286 mio. kr. +88,5 pct.