Et atypisk pitch i foråret – åbent hus, 15 interesserede bureauer, hvoraf 3 blev bedt om et bud på strategien – blev den kommunikative begyndelse på Carlsberg Brewhouse.
Oplevelsescentret skal være ”Københavns nye top-attraktion”, men københavnerne og andre øl-( og historie-)interesserede må væbne sig med tålmodighed, for Carlsbergs nye topchef Cees ’t Hart har lagt et net af besparelser ud over bryggeriet. Og det rammer også oplevelsescentret.
”Udviklingen af Carlsberg Brewhouse er sat på pause i fem år. Vi samler al vores viden i projektet og frysetørrer det,” siger Troels Bjørn Thorn, der er Communications Manager i Carlsberg Group.
To bureauer er i færd med at arbejde på oplevelsescentret i Valby – Another blev valgt ved forårets pitch som partneren på kommunikationsstrategi og aktivering, mens Kontrapunkt blev hyret til at levere den visuelle identitet.
”Vi smider ikke arbejdet, men gør det færdigt, for vi er tæt på at have det meste i hus i forhold til vores 2015-2018 plan,” siger Troels Bjørn Thorn.
Han tilføjer:
”Vi har orienteret bureauerne i sidste uge, og vi forsøger at integrere de tanker, der allerede er udviklet, i det oplevelsescenter, vi har i forvejen; Visit Carlsberg. Mens de tanker, der specielt vedrører det kommende center, bliver sikret.”
Carlsberg Brewhouse stod til at skulle åbne i 2018 – og det kommer efter den nye plan først til at ske i 2023.