‘Bestikkelsespenge’? Eller markedsføringssamarbejde?

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Kinesiske guider forlanger kommission for at bringe kunder til de københavnske mærkevarebutikker. Alternativet er en boykot.

Københavnske butikker med mærkevarer sælger for rigtig mange penge til kinesiske turister, som bliver fulgt til forretningerne af kinesiske guider.

I dag kan Berlingske fortælle, at guiderne forlanger mellem 5 og 10 procent af den omsætning, som de kinesiske kunder lægger i butikkerne og hvis butikken ikke vil betale, boykotter guiderne butikken.

Smykkebutikkerne Klarlund og Ole Mathiesen erkender, at de betaler til de kinesiske guider, mens Ecco nægter at betale.

En anonym butiksejer, der selv har betalt kommission til kinesiske guider, men nu er stoppet og dermed bliver boykottet, siger til Berlingske:

”Jeg vil ikke være med til det mere, for jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi skal bogføre det og jeg sidder med en fornemmelse af, at det er en form for bestikkelsespenge. Er det på den måde, vi skal drive forretning i København?”.

Det kinesiske fænomen er ikke heller ikke noget, der huer Wonderful Copenhagen, fortæller udviklingsdirektør Peter Rømer.

”Det er et fænomen, som er udbredt i områder, hvor der er skarp konkurrence om turisterne. Fra Asien til Grækenland har du som turist kunnet opleve, at der bliver revet i dig af forskellige guider, når du kommer frem. De har provisionsaftaler med hoteller og alt muligt andet. Det er ikke et fænomen, som jeg ønsker til København”.

Anderledes positivt ser de butiksdrivendes organisation på den kinesiske metode:

”Det er kun positivt, at guider og butikker arbejder sammen om at få nogle turister ind i butikkerne. Som jeg ser det, er det en form for markedsføringssamarbejde og det er der intet problematisk i. Tværtimod”, siger Jan Michael Hansen, direktør i Københavns City Center (Berlingske Business, p. 12-13).