Bestilte et par annoncer – og fik en hel kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Et par beskedne printannoncer fik ben at gå på for Ga-Jols shots, der nu har bredt konceptet ud i andre medier. Kampagnen spiller på de gamle Ga-Jol citater.

Der er netop taget hul på en landsdækkende kampagne for Ga-Jol Original Shots. Og det var egentlig ikke meningen.

Firmaet bag de velkendte shots, United Drinks, havde oprindeligt begrænset sig til at bestille et par printannoncer til magasinet M, men man skiftede mening, da man så platformen, som bureauet – Saatchi & Saatchi – havde udarbejdet.

“Da vi så konceptet, vidste vi, at her var noget, der tålte større udbredelse. Konceptet “Den Originale Ga-Jol. Tilsat alkohol” havde en langt bredere appel end det, vi havde briefet på – og derfor satte vi straks bureauet til at brede konceptet ud i andre medier,” siger Christian Anthon, der er marketingchef for United Drinks.

Kampagnen bygger på æsker, idet den tager afsæt i, hvad Ga-Jol også – traditionelt set – er kendt for.

“Alle ved, hvordan Ga-Jol taler. Nemlig i sentenser i form af ordsprog og citater. Original Shots er lavet af den rigtige Ga-Jol smag, men naturligvis tilsat alkohol. Men hvad betyder alkoholen for de bevingede ord?,” siger Thomas Falck, adm. direktør hos Saatchi & Saatchi.

Første del af kampagnen kan ses ved at klikke her. Outdoor i form af Adshels og Europlakater kører massivt de næste tre uger – herudover diverse magasiner til specifikke målgrupper resten af året.